Sport

Jonathan Groth spiller sig frem til semifinale i Qatar

Med to sejre inden for få timer lykkedes det bordtennisspilleren Jonathan Groth at spille sig i semifinale.

Jonathan Groth har fået en god start på 2025. (Arkivfoto).
Jonathan Groth har fået en god start på 2025. (Arkivfoto). Wang Zhao/Ritzau Scanpix

Jonathan Groth er klar til semifinalen i Doha Star Contender efter en travl dag i Qatar.

Den danske bordtennisspiller vandt først sin ottendedelsfinale mod polske Milosz Redzimski i en dramatisk femsætter, der endte 14-12, 9-11, 14-12, 8-11, 13-11.

Få timer senere var han igen i ilden, da han slog den tidligere europamester Dang Qiu fra Tyskland.

Igen blev det en udmarvende opgave for 32-årige Groth, som i sidste ende vandt 10-12, 11-9, 11-8, 9-11, 12-10.

Mere imponerende er resultaterne med tanke på, at danskeren havde matchbolde imod sig i begge kampe.

I World Table Tennis-turneringens semifinale står Groth lørdag formiddag over for japaneren Hiroto Shinozuka.

Groth er Danmarks bedst rangerede bordtennisspiller som nummer 25 i verden, mens Shinozuka rangerer som nummer 32.

Turneringen har en samlet præmiesum på 275.000 dollar. Det svarer rundt regnet til to millioner kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden