Joshua møder ukrainsk bokser i VM-revanchekamp i august

Verdensmesteren Oleksandr Usyk skal møde Anthony Joshua i en VM-kamp 20. august i Saudi-Arabien.

Oleksandr Usyk (til højre) tørner igen sammen med Anthony Joshua i en VM-kamp til august. Kampen skal bokses i Saudi-Arabien. (Arkivfoto). <i>Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix</i>

Oleksandr Usyk (til højre) tørner igen sammen med Anthony Joshua i en VM-kamp til august. Kampen skal bokses i Saudi-Arabien. (Arkivfoto). Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix

Der har længe været snak om en revanchekamp mellem britiske Anthony Joshua og ukrainske Oleksandr Usyk. Og nu er den helt på plads.

De to sværvægtere skal bokse en VM-kamp 20. august i Jeddah i Saudi-Arabien. Det bekræfter promotor Eddie Hearn og britens boksestald søndag.

I september sidste år vandt Usyk over Joshua i London foran 67.000 tilskuere og tog VM-bælterne hos forbundene WBA, WBO, IBF og IBO.

Usyk besejrede ved den lejlighed Joshua med dommerstemmerne 117-112, 116-112, 115-113.

I oktober udløste Joshua en klausul om en revanchekamp mellem de to i kølvandet på det første opgør.

Der har længe været tvivl om, hvorvidt Usyk var i stand til at bokse og forsvare sine VM-titler på grund af krigen i Ukraine.

Usyk vendte i foråret tilbage til Ukraine, som i februar blev invaderet af Rusland. Det gjorde han for at stå til tjeneste for sit hjemland i kampen mod russerne.

Siden gjorde Usyk ifølge AFP brug af dispensation fra sin tjeneste i Ukraine, så han er i stand til at bokse sin VM-kamp.

35-årige Usyk har en pletfri statistik med 19 sejre og indtil videre ingen nederlag - heraf er 13 vundet efter knockout.

32-årige Joshua er noteret for 24 sejre og 2 nederlag. De 22 af sejrene er kommet efter knockout.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.