Jumbo-Visma lægger flere år på fænomenets kontrakt

Wout van Aert er en af sportens mest eftertragtede ryttere, men har ingen planer om at skifte hold.

Jonas Vingegaard (i gult) kommer til at være holdkammerat med Wout van Aert (i grønt) i flere år frem, hvis danskeren forbliver hos Jumbo-Visma. (Arkivfoto). <i>Sem Van Der Wal/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard (i gult) kommer til at være holdkammerat med Wout van Aert (i grønt) i flere år frem, hvis danskeren forbliver hos Jumbo-Visma. (Arkivfoto). Sem Van Der Wal/Ritzau Scanpix

Wout van Aert bliver af mange regnet for verdens bedste cykelrytter, og derfor kan han givetvis vælge og vrage blandt World Tour-holdene, hvis han bliver ledig på markedet.

Men det gør han ikke lige foreløbig. Onsdag meddeler hans hollandske Jumbo-Visma-hold på sin hjemmeside, at man har lagt yderligere to år på belgierens kontrakt.

Van Aert havde egentlig kontrakt frem til og med 2024, men allerede nu er parterne blevet enige om at fortsætte samarbejdet frem til og med 2026.

Den alsidige belgier var overrasket over, at holdet allerede nu ville starte forhandlinger om en kontraktforlængelse, men det passede ham glimrende.

- Jeg har det rigtig godt på holdet. Vi har allerede vist, at jeg kan levere på mit højeste niveau her. Det skyldes også de faciliteter, jeg har her, siger van Aert til holdets hjemmeside.

- Vi blev hurtigt enige. Jeg tror ikke, et længere samarbejde udgør nogen risiko, for vi har været i stand til at forbedre os hvert år i fire år.

Van Aert var vigtig for Jonas Vingegaards Tour de France-sejr i år, hvor belgieren på flere etaper var en fremragende hjælperytter for danskeren.

Derudover kunne fænomenet van Aert selv forlade løbet iklædt den grønne pointtrøje og med tre etapesejre i bagagen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.