Kampafgørende Læsø: Alle på holdet har modet til de vigtige skud
Bagspilleren viste klassen for træt Aalborg-mandskab
HÅNDBOLD: Det er næsten ved at blive en kliche, at Aalborg Håndbold er ude i en tæt kamp, som de ender med at vinde.
Men lørdag gik det endnu engang sådan, da Aalborg Håndbold generobrede førstepladsen ved i de sidste minutter at sikre en sejr over de evige rivaler fra Skjern Håndbold.
- Det kan godt være, det er en kliche. Men det må gerne blive ved sådan, konstaterer træner Stefan Madsen.
Der var gået mindre end 48 timer fra Aalborg havde forladt banen efter det store nederlag i Barcelona, til de trådte på banen i Vestjylland, men alligevel formåede holdet endnu engang at trække det længste strå.
I mellemtiden havde holdet overnattet på Scandic Hotel i Herning efter hjemkomsten fra Barcelona.
- Vi havde faktisk en rigtig hyggelig aften. Vi fik noget godt at spise, vores fysioterapeut fik givet en masse behandling, og endelig spillede vi en helt masse Mario Kart, lyder det fra bagspilleren Nikolaj Læsø, der endnu engang viste sig som en afgørende spiller med seks fuldtræffere.
Især var han vigtig, når holdet havde fået markering for passivt spil.
Stillinger undervejs: 1-4, 3-6, 6-8, 11-9, 11-12 (14-15), 18-17, 20-20, 22-22, 22-24, 25-25
Mål, Skjern: Elvar Örn Jónsson 7, Eivind Tangen 5, Jonas Tidemand 5, Jesper Konradsson 3, René Rasmussen 3, Jonathan Würtz 2, Oliver Norlyk 1, Anders Eggert 1 (1)
Mål, Aalborg Håndbold: Lukas Sandell 7, Nikolaj Læsø 6, Buster Juul 3 (3), Andreas Holst 3, Sebastian Barthold 3, Magnus Saugstrup 2, Felix Claar 2, René Antonsen 2, Mark Strandgaard 1
Udvisninger: Skjern 3x2 minutter, Aalborg 2x2 minutter
- Det skete en del gange i dag, og så var jeg så heldig, at den blev spillet op til mig mange gange. Men jeg har klart på fornemmelsen, at alle spillere på det her hold har modet til at tage den afslutning, når der er brug for det. I dag faldt de bare til mig, siger han.
Aalborg Håndbold har nu for første gang i sæsonen en kamppause på hele 10 dage på grund af landskampe, men holdet skal selvfølgelig afgive en del spillere til diverse landshold.
- Især irriterer det mig en smule, at Sverige skal spille på udebane mod Kosovo på søndag klokken 19.00, så vi først har de spillere hjemme mandag eftermiddag. Heldigvis skal vi første spille pokalkamp om onsdagen, men det kunne have flasket sig sådan, at det var tirsdag. Og der er bare ingen grund til at spille en kamp så sent, siger Stefan Madsen.
- De spillere, vi har hjemme, mødes mandag, og så arbejder vi indtil torsdag, hvor de så får en fortjent forlænget weekend. For jeg er så imponeret af den energi, de alle sammen viser. Folk har kørt på pumperne, men alligevel kan de vinde sådan en kamp, siger han.
Også Nikolaj Læsø glæder sig over, at han kan se frem til lidt mere frihed.
- Vi skal selvfølgelig stadig holde os skarpe, men lige nu glæder jeg mig til at sove i min egen seng, og så kører vi forhåbentlig ikke med dobbelte træningspas, siger han med et grin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.