Kappenberger trods fejl: Jeg har bevist, at man kan stole på mig

Adrian Kappenberger erkender, at der er noget at arbejde med, men er stadig godt tilfreds

Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

FODBOLD:Hobro IK havde håbet, at man kunne begynde at sætte en stime af gode resultater sammen efter weekends sejr over HB Køge, men to kiksede angreb i eget felt og en dramatisk anden halvleg, hvor Hobro blev snydt for straffespark betød, at kampen mod Kolding endte med et nederlag.

Dermed kunne Kolding tage sæsonens første sejr.

Hobro havde ellers masser af chancer i opgøret, men måtte vente med et reduceringsmål helt frem til det 88. minut, hvor Edgar Babayan smukt udnyttede en perfekt fremlægning fra Anel Mujanic.

Forinden var Hobro kommet bagud 2-0 - og det første mål fik ikke keeper Adrian Kappenberger til at stå i det bedste lys, da han ikke fik ordentlig fat i en drilsk hjørnesparksbold fra Denis Fazlagic, der kunne sejle i mål.

- Den må jeg helt klart tage ansvaret for. Jeg bliver en smule passiv, da bolden kommer ind imod mig, og så ender det simpelthen med, at den glider over mine handsker. Det er selvfølgelig min, syger Hobro-keeperen.

Han kan dog ikke ene og alene tage ansvaret, for hjemmeholdets andet mål kom efter en situation, hvor Hobro ikke fik clearet ordentligt i feltet efter et langt indkast, og i den anden ende af banen brændte holdet for mange gode tilbud.

- Jeg synes, vi mangler det, som alle vist kalder kynisme i begge felter, og det er selvfølgelig noget, vi skal arbejde med. I starten af kampen synes jeg, at de får lagt os lidt for meget under pres på den glimrende fodboldbane her i Kolding, siger han.

Kampfakta

Mål: 1-0 Denis Fazlagic (33. minut), 2-0 Oliver Drost (60. minut), 2-1 Edgar Babayan, 88. minut)

Rødt kort: Rune Nautrup, Kolding (90. minut)

Advarsler: Hugo Andersson, Hobro (38. minut), Oliver Drost, Kolding (42. minut), Tobias Salquist, Hobro (75. minut), Denis Fazlagic, Kolding (85. minut)

Opstilling Hobro (4-2-3-1): Adrian Kappenberger - Mathias Haarup, Hugo Andersson (Jesper Bøge, 46. minut), Tobias Salquist, Jacob Tjørnelund (Simon Jakobsen, 60. minut) - Anel Mujanic, Christian Cappis - Mads Hvilsom, Mikkel M. Pedersen, Edgar Babayan - Thomas Enevoldsen (Alexander Baun (61. minut)

Dramaet kom for alvor efter pausen, hvor Oliver Drost blandt andet formåede at undgå straffespark imod sig, da han tydeligt boksede et Hobro-indlæg væk på målstregen - en situation, der burde have kostet straffespark og rødt kort.

- Det er jo virkelig ærgerligt, at dommeren ikke ser den. Men vi må også bare erkende, at vi snyder os selv ved ikke at være skarpe nok i begge felter, siger målmanden.

Og trods den trælse fejl mod Kolding er han stadig tilfreds med den indsats, han har leveret, siden han overtog tjansen som førstekeeper efter klublegenden Jesper Rask.

- Jeg har været fint tilfreds, selvom der selvfølgelig er plads til forbedringer. Frem for har det været vigtigt for mig at bevise, at man kan stole på mig, og det synes jeg, at man kan. Men lige nu er jeg selvfølgelig utroligt ærgerlig over en fejl og pisseskuffet over, at vi har tabt, siger Adrian Kappenberger.

Hobro spiller allerede igen i weekenden, hvor holdet tager imod en anden superliganedrykker i form af Esbjerg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.