Kaptajnen måtte udgå, da Aalborg Pirates vandt hårdtspillet topkamp

Aalborg Pirates varmede op til de to nytårsbrag mod Frederikshavn White Hawks ved at vinde i Odense, selv om kaptajn Julian Jakobsen udgik undervejs

Julian Jakobsen måtte nøjes med at være tilskuer i den sidste del af kampen mod Odense. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Julian Jakobsen måtte nøjes med at være tilskuer i den sidste del af kampen mod Odense. Arkivfoto: Lars Pauli

ODENSE:Aalborg Pirates fik en resultatmæssig god optakt, før man torsdag og fredag traditionen tro runder året af med to lokalbrag mod Frederikshavn White Hawks.

Tirsdag aften blev det til en 4-2-sejr på udebane over Odense Bulldogs. De tre point sendte Aalborg Pirates op på andenpladsen i Metal Ligaen, og aalborgenserne fik også revanche, efter at Odense i oktober og november vandt to gange i Aalborg.

For gæsterne var det dog en streg i regningen, at kaptajn Julian Jakobsen undervejs måtte udgå og ikke færdigspillede kampen.

Odense Bulldogs - Aalborg Pirates 2-4

  • Periodecifre: 1-2, 0-0, 1-2
  • Mål: 0-1 Jeppe Jul Korsgaard (04.47), 0-2 Victor Rollin Carlsson (07.11), 1-2 Mathias Mølgaard (14.04), 1-3 Thomas Spelling (50.35), 1-4 Thomas Spelling (51.35), 2-4 Igor Merezhko (56.07)
  • Udvisninger: Odense Bulldogs 4x2 minutter, 1x5 minutter, Aalborg Pirates 3x2 minutter
  • Matchstraf: Gorm Topholt, Odense
  • Tilskuere: 1786

Aalborg Pirates måtte atter stille op uden skadede Patrick Bjorkstrand og Mikkel Højbjerg, men til gengæld var der debut til Brayden Low, idet den nytilkomne canadiers spilletilladelse var kommet på plads.

Aalborg Pirates satte sig på opgøret i Odense fra start, og effektivt overtalsspil gjorde også, at det hurtigt kunne ses på måltavlen.

Efter små fem minutters spil var Odenses første udvisning godt nok lige udløbet, men fynboerne var ikke kommet ordentligt på plads, inden Aalborg bragte sig foran.

En fin kombination mellem Victor Rollin Carlsson og Jeppe Jul Korsgaard gjorde, at sidstnævnte kunne lægge pucken ind i et tomt mål.

Små to et halvt minut senere blev endnu en Odense-udvisning straffet. Kirill Kabanovs tværpasning fandt en helt fri Victor Rollin Carlsson, der denne gang kunne bringe sig selv i målscorerens rolle.

Aalborg Pirates virkede som et hold i stor kontrol, men seks minutter før første periodes udløb blev hjemmeholdet inviteret ind i kampen igen. Gæsterne mistede pucken ved offensiv blå linje, og så gik det hurtigt den anden vej.

Radim Piroutek spillede Mathias Mølgaard fri. Han vandt den direkte duel med George Sørensen, og så fik fynboerne fornyet håb.

Victor Rollin Carlsson var lige ved at lægge en dæmper på stemningen kort efter, men hans forsøg prellede af på overliggeren, og et halvt minut før første periodes slutsignal var hjemmeholdet i stedet tæt på en udligning, men George Sørensen fik lige akkurat en benskinne i vejen for Jesper Thörnbergs afslutning.

I store dele af anden periode forsvarede Aalborg Pirates sin føring godt, men med små tre minutter tilbage af perioden var det alligevel tæt på at gå galt.

Som i første periode gav det en fynsk friløber, da aalborgenserne tabte pucken. Westin Michaud var alene med George Sørensen, og Trevor Gooch så ingen anden udvej end at begå et straffeslag på Odense-spilleren.

Det viste sig at være den rette beslutning, for George Sørensen havde efterfølgende ikke de store problemer med at vinde den direkte duel med Michaud, og derfor var Aalborg Pirates stadig foran 2-1, da anden periode var forbi.

Godt fem minutter inde i tredje periode havde Aalborg Pirates pucken i nettet for tredje gang, men scoringen blev annulleret.  

Et par minutter senere misbrugte unge Magnus Boesen en friløber, men midtvejs i tredje periode fik Aalborg Pirates endnu en gylden mulighed for at afgøre kampen.

Hjemmeholdets Gorm Topholt blev sendt tidligt i bad i en fase, hvor der var masser af ondt blod de to hold imellem, og gæsterne fik fem minutter i overtal. Det blev udnyttet et minut senere, hvor Tobias Ladehoff lagde pucken på tværs til Thomas Spelling, der nemt kunne gøre det til 3-1.

Odense-lejren mente, at Brayden Low havde begået en ulovlighed mod målmand Stefanos Lekkas. Derfor brugte træner Paul Thompson en challenge, men målet fik lov at stå.

Halvandet minut senere gjorde Thomas Spelling det til 4-1, og det blev udslagsgivende, selv om Odense efterfølgende fik bragt lidt spænding ind i kampen igen.

Pirates-målmand George Sørensen så ikke for heldig ud, da Igor Merezhko med små fire minutter tilbage fik reduceret fra en spids vinkel, men nærmere end 2-4 kom Odense ikke.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.