Fodbold

Karakterbogen: Danmarks største kriger ramte loftet i Parken

Pierre-Emile Højbjerg spillede en drøm af en EM-kamp mod Rusland, men havde flere holdkammerater i hælene

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:34

FODBOLD: Det startede nervøst for Danmark i mandagens EM-gyser mod Rusland, men til slut kunne spillerne det hele og bragede dermed videre ved slutrunden med en 4-1-sejr.

Nordjyskes udsendte falder især på halen over Pierre-Emile Højbjerg. Den danske midtbanespiller var fuldstændig fænomenal - både defensivt og offensivt. Meget karakteristisk slog han hovedet undervejs og måtte spille kampen færdig med en bandage om hovedet. Så lignede han også den kriger, han var gennem alle 90 minutter.

Andreas Christensen rakte dog også ud efter titlen som "man of the match", ligesom nordjyske Joakim Mæhle sluttede kampen som en drøm. Alle danske spillere endte også over middel i Nordjyskes karakterbog.

Se alle Nordjyskes bedømmelser og begrundelserne i karakterbogen her:

Den danske keeper diskede op med en vigtig fodparade på en russisk kontra i første halvleg. Derudover sikker i sit spil med fødderne og behøvede ikke at hive flere af de store redninger frem.

Chelsea-forsvareren blev stærkere og stærkere, som kampen skred frem. Forudseende i sit forsvarsspil og til sidst bidrog han også offensivt. Truede på et hovedstød kort inden han hamrede et langskud op i nettaget til 3-1.

Den danske kaptajn stod urokkelig i modvinden i første halvleg. Siden var han også med fremme og tæt på at score - i det danske pres, der var optakten til Andreas Christensens mål.

Lavede en fejl i første halvleg, der kunne være blevet dyr, men han rejste sig og var et sandt monster i luftspillet.

Ikke helt så synlig offensivt som mod Belgien, men var stadig ivrig i sit spil og leverede en kolossal løbeindsats.

Brød mange bolde på midtbanen og var en vigtig spiller i det danske restforsvar. Set bedre i den offensive del.

Sikke en kriger Danmark har i Tottenham-spilleren. Var overalt på banen og fungerede som indpisker for holdkammeraterne. Mindst lige så vigtig defensivt som offensivt, og havde sidste eller næstsidste fod med i mange flotte angreb. To assists og kampens spiller.

Fik ikke ret megen plads til sine offensive løb i første halvleg, men efter pausen slap nordjyden håndbremsen, og man fornemmede, det kun var et spørgsmål om tid, før han ville score. Viste klassen med sit mål til 4-1.

En gudsbenådet fighter, selvom teknikken og overblikket ikke altid helt rækker. Og så har han altså målnæse. Ikke mange havde forventet at få den aflevering fra en russisk fod, som han udnyttede til at bringe Danmark foran 2-0.

Satte ikke mange fødder rigtigt i første halvleg, før han pludselig sendte et tordendrøn i nettet til 1-0. Det løftede ham, og i anden halvleg var han igen en nydelse med sit blik for det offensive spil.

Mangler at score, men Barcelona-spilleren var en evig kilde til uro for det russiske forsvar. Udfordrende i sit spil og med til at tænde op under den danske offensiv efter pausen.

De indskiftede danske spillere fik alle mindre end en halv time på banen, og dermed er de udenfor bedømmelse.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden