Sport

Karantæne koster FCM-træner Mike Tullberg pokalfinalen

FCM-træner Mike Tullberg fik gult kort mod FCN søndag, og derfor misser han pokalfinalen torsdag.

Mike Tullberg kommer ikke til at styre sit hold under pokalfinalen i Parken. (Arkivfoto).
Mike Tullberg kommer ikke til at styre sit hold under pokalfinalen i Parken. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:07

FC Midtjylland skal torsdag spille pokalfinale uden sin træner på sidelinjen.

Mike Tullberg ragede søndag et gult kort til sig, da midtjyderne smed point mod FC Nordsjælland i Superligaen.

Det betød, at han nåede 36 karantænepoint, og i henhold til Dansk Boldspil-Unions disciplinære bestemmelser koster det en karantænedag.

Dermed må Mike Tullberg se til fra tribunen i Parken, når FC Midtjylland torsdag skal forsøge at redde en skuffende sæson, hvor klubben søndag måtte se det danske mesterskab gå til AGF.

I pokalfinalen skal FCM møde FC København, som også har skuffet fælt i denne sæson, hvor klubben havnede i nedrykningsspillet.

Mike Tullberg har sæsonen igennem været i fokus for sin meget udadreagerende facon på sidelinjen, og den koster ham altså nu en pokalfinale.

Det er tilfældet, selv om Mike Tullberg ragede det gule kort til sig i Superligaen.

- Karantænedage skal afsones straks på efterfølgende spilledag(e), uanset om de(n) forestående kamp(e) er turnerings- eller pokalkamp(e), lyder det i DBU's disciplinære bestemmelser under punktet, der handler om trænere og ledere.

Mike Tullberg har allerede én gang afsonet karantæne i denne sæson. Ved den lejlighed stod first team coach Allan K. Jepsen i spidsen for holdet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden