Vendsyssel FF

Karim Zaza forlader Vendsyssel - skal mod nyt udlandseventyr

Målmandstræneren vinker farvel til Nordjylland og drager ud på nye eventyr i Qatar

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Karim Zaza vinker farvel til sin rolle som målmandstræner i Vendsyssel FF. Han skal nemlig til udlandet. Det skriver Vendsyssel FF i en pressemeddelelse.

Dermed forlader den tidligere AaB- og Vendsyssel-målmand igen landsdelen for at arbejde uden for landets grænser, som han tidligere har gjort i Qatar.

-Det er selvfølgelig med stor ærgrelse, at vi må sige farvel til Karim, der har været en stor del af Vendsyssel FF i en længere periode. Han har med sit gode humør været med til at bidrage til en god dagligdag, og samtidig har han været med til at skabe en vinderkultur i klubben. Karim har været en stor inspiration for vores målmænd, og har udviklet rigtig godt på dem, der har været her i sin tid i klubben – det har vi blandt andet set med Nicolai Flø og Peter Friis Jensen. Men vi har også forståelse for hans ønske om et nyt eventyr udenlands, og vi har naturligvis accepteret dette ønske. Vi ønsker ham al muligt held og lykke i fremtiden og takker for en rigtig god tid i Vendsyssel FF, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Sportsdirektøren bekræfter over for NORDJYSKE, at man har ladet Karim Zaza gået uden at få nogen kompensation fra målmandstrænerens kommende klub.

- Jeg jubler med det ene øje og græder med det andet. Det er svært at sige farvel til klubben og menneskerne heroppe, for det er et rigtig godt sted at være med kompetente mennesker hele vejen rundt. Jeg er glad for at gå på arbejde hver dag og have følelsen af, at alle arbejder i den samme retning. Men sådan et tilbud, jeg har fået, hænger ikke på træerne, og som målmandstræner skal du være heldig, hvis du får sådan en chance én gang – nu er jeg så heldig, at jeg får chancen igen, siger Karim Zaza.

Det er storklubben Al-Duhail i Qatar, der har tilbudt ham et lukrativt job som målmandstræner. Det var samme klub, han fra 2014 til 2015 arbejde i under Michael Laudrup. Dengang hed klubben storklubben Lekhwiya.

Karim Zaza startede sin tid i Vendsyssel FF som spiller fra 2011-2014. Siden sommeren 2016 har han været målmandstræner i klubben, ligesom han en kort overgang også var assistenttræner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.