Kasakher laver stort comeback og triumferer i Wimbledon

Elena Rybakina blev lørdag den første kasakher til at vinde et grand slam-trofæ, da hun vandt Wimbledon.

Elena Rybakina tabte første sæt klart, men fandt storspillet frem til andet og tredje sæt, som sikrede hende Wimbledon-trofæet. <i>Toby Melville/Reuters</i>

Elena Rybakina tabte første sæt klart, men fandt storspillet frem til andet og tredje sæt, som sikrede hende Wimbledon-trofæet. Toby Melville/Reuters

Ons Jabeur åbnede Wimbledon-finalen med et brag, men Elena Rybakina diskede op med et stort comeback og tog lørdag eftermiddag sit første grand slam-trofæ i karrieren.

Kasakheren voksede markant, efterhånden som kampen på Centre Court i London skred frem, og til sidst nedlagde hun tuneseren med 3-6, 6-2, 6-2.

Elena Rybakina, som egentlig er født i Moskva, er samtidig den første kasakher til at vinde et grand slam-trofæ.

I første sæt var det svært at se, hvordan Rybakina skulle få has på Jabeur, som var overlegen i sit servespil og viste flere tekniske finesser.

Men Rybakina var som forvandlet i andet sæt, hvor Jabeur faldt i niveau og blev frustreret. Kasakheren gjorde livet surt for Jabeur og vandt sættet let.

Rybakina holdt momentum i tredje sæt, hvor hun brød i første parti, og så servede hun stille og roligt den skelsættende sejr i hus.

Inden årets Wimbledon havde ingen af de to finalister nogensinde nået en semifinale i en grand slam-turnering. De havde allerhøjst nået en kvartfinale.

Jabeur har ikke desto mindre spillet sig op som nummer to i verden og var derfor favorit mod Rybakina, som er nummer 23 på verdensranglisten.

Det stod da også hurtigt klart, hvem der fik den bedste start.

Rybakina kæmpede med at holde serv, selv om hun har været den bedst servende spiller i årets turnering, og allerede i hendes andet serveparti gik det galt. Jabeur brød til 2-1, inden hun servede et rent parti hjem til 3-1.

Rybakina virkede forstenet og en smule magtesløs, mens Jabeur ikke lod sig kue af, at hun for første gang stod i en grand slam-finale. Hun spillede afslappet og virkede til at være rigtig godt tilpas på den slidte græsplæne.

Kasakheren var nede med flere breakbolde i det efterfølgende parti, inden hun sled sig tilbage på 2-3. Men Jabeur havde sat sig tungt på kampen, og efter 33 minutters spil vandt hun første sæt.

Jabeur startede andet sæt med et servees, men så gik det galt. Rybakina sled sig tilbage i partiet og lykkedes med at få et servegennembrud.

Det fremprovokerede noget frustration hos Jabeur, som efter at være kommet bagud med 0-2 var lige ved at blive breaket til 0-3, inden hun fik styr på sit spil og reducerede til 1-2.

Men Rybakina havde fået selvtillid, og i Jabeurs næste serveparti lykkedes det kasakheren at bryde til 4-1. Jabeur sjuskede med halve løsninger og tabte sættet klart, da Rybakina med et brag servede kampen ud i tredje sæt.

Også i tredje sæt kom Rybakina formidabelt i gang. Jabeur virkede, som om hun havde mistet troen på sig selv, og kasakheren brød sig i front med 1-0.

Rybakina kom foran 3-1, inden Jabeur vågnede en smule op. Først servede hun sig på 2-3, og så var hun lige ved at breake sig på 3-3. Men Rybakina holdt hovedet koldt og holdt serv.

Derefter servede hun køligt sejren i hus.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.