Kasper Asgreen skal gentage triumf under bevogtning
Med sin meriterende sejr i Flandern Rundt i 2021 vil der være øget fokus på Kasper Asgreen i feltet i år.
Efter sin imponerende sejr sidste år kan Kasper Asgreen i år ikke gemme sig.
Når den traditionsrige brostensklassiker Flandern Rundt søndag løber af stablen i Belgien, er den 27-årige koldingenser blandt favoritterne.
Og det er ikke nødvendigvis en fordel.
- Det gør det sværere at lave et træk, og det er ikke så let at snige sig væk længere. Jeg skal kunne slå de bedste mand mod mand, siger Asgreen på holdets pressemøde forud for brostensklassikeren.
I år vil rivalerne givetvis skele til Asgreen, når andre favoritter spiller ud, og der skal reageres.
Derfor bliver løbet en balanceakt for danskeren. Han skal disponere med kløgt mellem at følge sin egen plan og reagere, når det er påkrævet.
- Når de bedste kørere rykker, kan man ikke tillade at give dem ret mange meter, for så er det næsten umuligt at komme tilbage. Når favoritterne rykker, skal jeg være meget opmærksom og klar til at følge med omgående.
- Men jeg kommer også til løbet med min egen plan og egne idéer, og det vil jeg forsøge at holde mig til. Det er nøglen til at vinde løbet, tror jeg, lyder det fra den 27-årige dansker.
Torsdag meldte Jumbo-Visma ud, at løbets nok største favorit, Wout van Aert, er syg, og fredag bekræftede holdet, at han ikke kommer til start.
Det gør til gengæld sidste års nummer to, Mathieu van der Poel, som vandt i 2020. Han er ovre en skade og viste storform med sejr i optaktsløbet Dwars door Vlaanderen.
Sidste år blev han slået af Kasper Asgreen i spurten Flandern Rundt, og danskeren er glad for, at den hårdtslående hollænder er tilbage på asfalten.
- Han kan lide at køre aggressivt, og det kan jeg også. Vi havde et godt samarbejde sidste år i finalen, så det er godt, han er tilbage, siger Asgreen, som håber på hidsigt væddeløb tidligt.
- Normalt passer en lang og hård finale mig ret godt, så jeg håber, finalen starter tidligt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.