Sport

Kasper Dolberg gør comeback i Ajax

Efter seks sæsoner på andre adresser er Kasper Dolberg tilbage i Ajax, hvor han fik sit store gennembrud.

Kasper Dolberg mødte i begyndelsen af ugen ind til landsholdstjeneste, men har været en tur i Holland for at gennemføre skiftet til Ajax.
Kasper Dolberg mødte i begyndelsen af ugen ind til landsholdstjeneste, men har været en tur i Holland for at gennemføre skiftet til Ajax. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kasper Dolberg er tilbage, hvor han fik sit internationale gennembrud.

Den danske landsholdsangriber er nemlig nået i mål med et skifte til den hollandske storklub Ajax fra Amsterdam.

Han forlader dermed belgiske Anderlecht, hvor han i de seneste to sæsoner har fundet tilbage til det niveau, han har ledt efter, siden han forlod netop Ajax i 2019.

I Ajax har Kasper Dolberg skrevet under på en kontrakt, der løber til sommeren 2029, og han kan se frem til at spille Champions League i denne sæson.

- Kasper er tilbage på kendt grund. Han kender Ajax, klubben kender ham og hans kvaliteter. Han passer perfekt ind i vores nuværende trup som angriber og gør os bedre og giver os mere bredde i de turneringer, vi deltager i, siger Alex Kroes, teknisk direktør i Ajax.

Kasper Dolberg nåede lige at få Superliga-debut i Silkeborg IF, inden han som 18-årig i 2015 skiftede til Ajax og blev en del af klubbens U19-hold.

Året efter blev han rykket op i førsteholdstruppen og fik debut med et brag. I sin første kamp scorede han et drømmemål mod græske Paok, og så kom det helt store gennembrud.

Som fast mand i hovedstadsklubbens angreb scorede han 23 mål på 48 kampe og var med til at spille Ajax i Europa League-finalen. Han blev samtidig belønnet med debut på det danske landshold i efteråret 2016.

Derefter fulgte nogle sæsoner på lidt lavere blus, inden han i sommeren 2019 blev solgt til franske Nice. Opholdet i Sydfrankrig blev en smule omtumlet, idet angriberen ikke for alvor slog til.

Han endte derfor på nogle nogle tvivlsomme lejeophold i spanske Sevilla og tyske Hoffenheim, inden han i sommeren 2023 rykkede til Anderlecht og fandt sin rette hylde. I den belgiske klub har han spillet 96 kampe og scoret 44 mål.

Kasper Dolberg er med i den danske landsholdstrup, som fredag møder Skotland og i næste uge Grækenland i VM-kvalifikationen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden