Kasper Dolberg starter på toppen mod Frankrig

Kasper Dolberg starter i front for landsholdet i opgøret mod Frankrig, mens Daniel Wass starter som wingback.

Christian Eriksen og Kasper Dolberg starter begge inde i Nations League-udekampen mod Frankrig. <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Christian Eriksen og Kasper Dolberg starter begge inde i Nations League-udekampen mod Frankrig. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det bliver Kasper Dolberg, der starter i angrebet, når det danske fodboldlandshold tager hul på Nations League-gruppespillet med en udekamp mod de franske verdensmestre i Paris.

Nice-angriberen er valgt som den midterste af de tre spillere, der udgør Danmarks forreste linje i den svære udekamp. Han er flankeret af Andreas Skov Olsen til højre og Christian Eriksen til venstre.

Det bliver Eriksens første kamp med point på spil, siden han kollapsede under EM-kampen mod Finland for næsten et år siden.

Som en overraskelse starter Daniel Wass som højre wingback, selv om han ikke har spillet en kamp siden februar. Wass er foretrukket på bekostning af Rasmus Nissen Kristensen.

I forsvaret må landstræner Kasper Hjulmand se bort fra en småskadet Simon Kjær, mens Andreas Christensen er ude grundet familieforøgelse. I stedet sætter Hjulmand sin lid til en trebackkæde med Joachim Andersen, Victor Nelsson og Jannik Vestergaard.

De skal forsøge at holde styr på en uhyre giftig angrebsduo med Karim Benzema og Kylian Mbappé.

Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-4-3):

Kasper Schmeichel - Joachim Andersen, Victor Nelsson, Jannik Vestergaard - Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Joakim Mæhle - Andreas Skov Olsen, Kasper Dolberg, Christian Eriksen.

Frankrigs startopstilling ser ud som følger (3-4-1-2):

Hugo Lloris - Jules Kounde, Raphaël Varane, Lucas Hernandez - Kingsley Coman, N’Golo Kanté, Aurelien Tchouameni, Theo Hernandez - Antoine Griezmann - Karim Benzema, Kylian Mbappé.

Opgøret mellem Frankrig og Danmark begynder klokken 20.45.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden