Kasper Hjulmand beundrer Kroatiens klejne stjerne

Det er en nydelse at se Luka Modric spille fodbold, mener landstræner Kasper Hjulmand før mødet med Kroatien.

Luka Modric har spillet 150 landskampe for Kroatien siden debuten i 2006. (Arkivfoto) <i>Darko Bandic/Ritzau Scanpix</i>

Luka Modric har spillet 150 landskampe for Kroatien siden debuten i 2006. (Arkivfoto) Darko Bandic/Ritzau Scanpix

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand er fuld af lovord, når snakken falder på Kroatiens lille, men samtidig helt store fodboldstjerne.

For selv om midtbanespilleren Luka Modric måler beskedne 172 centimeter og ikke ligner styrkerummets stærkeste, har han i mere end et årti vist, at han tilhører cremen af midtbanespillere i verden.

Det siger landstræneren forud for fredagens Nations League-kamp mellem Danmark og Kroatien i Parken.

- Han er ikke særlig stor, men han er en kæmpestor spiller, og jeg har en dyb beundring for den måde, han spiller fodbold på. Det er en nydelse for mig at se ham spille.

- Han er atypisk. Man snakker meget om atletiske og kraftfulde spillere med fart i fødderne og kraftfulde kroppe. I Modric har man så en spiller, der accelererer spillet helt vanvittigt meget med sin teknik, sine øjne, sin sparketeknik og sine små tjat med ydersiden og sine små vendinger og visioner med spillet.

- Han bevæger sig rundt på banen og dikterer spillet, og man kan ikke rigtig komme i nærheden af ham. Det så man også i Champions League-finalen, hvor Liverpool forsøgte at sætte et hårdt pres, men hvor Modric var så boldstærk, at han fik det løsnet op, siger Kasper Hjulmand.

36-årige Modric kan prale af at have spillet 150 landskampe for Kroatien. I Europa har kun Cristiano Ronaldo (188), Sergio Ramos (180), Gianluigi Buffon (176), Iker Casillas (167), Vitalijs Astafjevs (167) og Martin Reim (157) spillet flere landskampe.

Modric vandt prisen som verdens bedste fodboldspiller i 2018, og han har været med i fem Champions League-triumfer for Real Madrid, som han har repræsenteret siden 2012.

Playmakeren er svær at stække gennem en hel kamp, men Danmark vil så vidt muligt forsøge at neutralisere ham.

- Vi ved selvfølgelig, hvordan Modric sætter spillet, og hvilke rum han opsøger. Hvis de rum er væk, så flytter han sig, så han er umulig at holde helt nede. Men selvfølgelig har vi idéer, der kan sørge for, at han ikke styrer hele kampen. Men Kroatien har også andre spillere, der kan styre spillet, siger Kasper Hjulmand.

Han henviser blandt andre til midtbanekollegerne Mateo Kovacic og Marcelo Brozovic.

På Danmarks midtbane forventes Mathias Jensen at tage plads mod Kroatien. Han har visse ligheder med Modric på fodboldbanen, om end det er på et lavere niveau end verdensstjernen.

Den 26-årige dansker fortæller, at han har nærstuderet Modric.

- Han er bestemt en spiller, der har inspireret mig. Jeg kan lære noget af næsten alle spillere. Hvis Modric ikke er verdens bedste midtbanespiller, så er han i hvert fald deroppe ad. Han er ekstraordinær.

- Det er svært at gøre, hvad han gør på en fodboldbane. Selvfølgelig prøver jeg at lære af ham, når jeg ser ham, men det er ikke nemt at gøre de ting, han gør, siger Mathias Jensen.

Opgøret mellem Danmark og Kroatien går i gang fredag aften klokken 20.45.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.