AaB

Kasper Kusk var stensikker på, at han ville få et straffespark

Randers-træner Thomas Thomasberg medgiver, at det lignede et straffespark til AaB i slutfasen af søndagens superligakamp

Kasper Kusk bliver her ramt af Simon Tibbling i slutfasen af kampen, men hverken dommer eller VAR-vogn reagerede. Foto: Bente Poder

Kasper Kusk bliver her ramt af Simon Tibbling i slutfasen af kampen, men hverken dommer eller VAR-vogn reagerede. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Videodommer-systemet VAR stjal igen en stor del af fokus, da AaB og Randers FC søndag eftermiddag spillede 1-1 i Superligaen.

I starten af anden halvleg blev dommer Jonas Hansen kaldt ud til skærmen for at kigge på et muligt straffespark begået af Mathias Ross mod gæsternes Oliver Bundgaard. AaB-forsvareren så ud til at komme først på bolden, og han var da også umiddelbart rolig omkring situationen.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

- Jeg var bevist om, at der var en kontakt mellem os, men at det var en fifty-fifty situation, så derfor havde jeg underligt nok en god fornemmelse af, at den ikke ville blive dømt, fortæller Mathias Ross.

Randers-træner Thomas Thomasberg accepterede i øvrigt, at dommer Jonas Hansen ikke dømte et straffespark i situationen.

- Den form for kontakt i feltet er en del af spillet, og jeg ville godt nok også være blevet træt af det, hvis den var blevet dømt i den anden ende, siger den tidligere AaB-spiller.

Dommer Jonas Hansen kigger VAR og kommer frem til, at Randers FC ikke skulle have et straffespark. Foto: Bente Poder

Dommer Jonas Hansen kigger VAR og kommer frem til, at Randers FC ikke skulle have et straffespark. Foto: Bente Poder

Kort efter fik Randers udlignet til 1-1 i en situation, hvor det duftede af offside i opspillet, men her kom VAR-vognen frem til, at det ikke var tilfældet.

- For mig lignede det da en offside på storskærmen, men jeg går da ud fra, at de er sikre og har styr på det i VAR-vognen, siger Thomas Thomasberg.

12 minutter før tid ville hele Aalborg Portland Park - AaB-spillerne og bænken inkluderet - gerne have haft et straffespark i den modsatte ende, da Simon Tibbling så ud til at komme for sent i en tackling på Kasper Kusk.

- Jeg var godt nok stensikker på, at der var straffespark, så selvom vi måske var heldige med VAR i sidste weekend, så føler jeg, at vi denne gang var uheldige, siger Kusk.

Dommeren skal kun dømme, hvis han er sikker

VAR-dommer Aydin Uslu valgte dog slet ikke at kalde sin kollega Jonas Hansen ud til skærmen for at tjekke, om der var straffespark.

- Tibbling havde foden inde foran Kusk, og jeg skal da være ærlig og sige, at det lignede lidt et straffespark. Men er man ikke sikker som dommer, så skal den jo heller ikke dømmes, ligesom det var tilfældet med situationen i den modsatte ende. Dommeren blev jo trods alt slet ikke kaldt ud for at se på den sidste situation, lyder det fra Randers-træner Thomas Thomasberg.

Hans AaB-kollega Martí Cifuentes valgte dog ikke at bruge ret meget krudt på dommerne og VAR.

- Jeg vil ikke stå og klage over dommerne. Det er nok et af de sværeste jobs i verden - næstefter at være cheftræner - og mon ikke, det hele går lige op, når sæsonen er slut, siger spanieren med et glimt i øjet.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.