Kasper Schmeichel forlader Leicester og skifter til Nice

Leicester og Nice bekræfter, at landsholdsmålmanden skifter til fransk fodbold efter mange år i England.

Kasper Schmeichel har tilbragt hele sin seniortid i britisk fodbold, men nu venter et nyt eventyr i franske Nice på den danske landsholdsmålmand. (Arkivfoto) <i>David Klein/Reuters</i>

Kasper Schmeichel har tilbragt hele sin seniortid i britisk fodbold, men nu venter et nyt eventyr i franske Nice på den danske landsholdsmålmand. (Arkivfoto) David Klein/Reuters

Efter 11 år i engelske Leicester skal fodboldmålmanden Kasper Schmeichel spille for franske Nice. Det oplyser Leicester og Nice onsdag aften på Twitter. Kontraktlængden er endnu ikke afsløret.

Kasper Schmeichel var i sin tid i Leicester med til at spille klubben op i Premier League, hvor den har været i de seneste otte sæsoner.

I 2016 vandt Leicester sensationelt Premier League, og sidste år sejrede klubben også i FA Cuppen.

Kasper Schmeichel har i alle 11 år været klubbens førstemålmand set over hele sæsonen.

Han har spillet 479 kampe for Leicester, hvilket gør ham til spilleren med tredjeflest kampe for klubben.

Kasper Schmeichel har tilbragt hele sin seniorkarriere i britisk fodbold.

For 20 år siden skrev han kontrakt med Manchester City, hvor hans far, Peter Schmeichel, afsluttede sin karriere året efter.

Kasper Schmeichel tog den hårde vej mod succes, og han var udlejet til Darlington, Bury, Falkirk, Cardiff og Coventry, mens han var på kontrakt i Manchester City.

I august 2007 fik han debut for City i Premier League, men det blev i alt kun til otte Premier League-kampe for klubben, inden han i 2009 skiftede til Notts County i den fjerdebedste række.

Her fik Kasper Schmeichel spilletid, og året efter gik turen til Leeds i den næstbedste række, inden han foretog endnu et skifte til Leicester i 2011.

De første tre sæsoner spillede han ligeledes i den næstbedste række, inden Leicester rykkede op i Premier League, hvor klubben altså har været lige siden med et mesterskab og FA Cup-triumf som resultat.

Den 35-årige målmand har spillet 84 A-landskampe for Danmark, hvor han i en del år har været det soleklare førstevalg.

Nice har i forvejen Kasper Schmeichels landsholdskollega Kasper Dolberg som dansk islæt i truppen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden