Sport

Kathrine Heindahl får landsholdscomeback efter fødsel

Sofie Bardrum er skadet og rejste hjem fra landsholdssamlingen. Veteranen Kathrine Heindahl erstatter hende.

Kathrine Heindahls (i midten) seneste landskamp var, da håndboldkvinderne vandt OL-bronze i Paris i 2024. (Arkivfoto).
Kathrine Heindahls (i midten) seneste landskamp var, da håndboldkvinderne vandt OL-bronze i Paris i 2024. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den danske stregspiller Kathrine Heindahl er indkaldt til den nuværende landsholdssamling og får comeback i den rødhvide trøje efter graviditet og barsel.

Det skriver DanskHåndbold på forbundets hjemmeside.

De danske håndboldkvinder er samlet i denne uge for at spille to kampe i EHF Euro Cup mod Tjekkiet og Tyrkiet.

I lejren erstatter Heindahl Sofie Bardrum, der er sendt hjem på grund af en skade. Landsholdsveteranens seneste optræden i rødt og hvidt var sejren i bronzekampen mod Sverige ved OL i Paris i 2024.

- Heindahl har gjort det godt for Team Esbjerg i både ligaen og Champions League, og med skaden til Sofie Bardrum var det naturligt at sende bud efter hende, siger Helle Thomsen.

Planen er, at Heindahl skal spille torsdagens kamp mod tjekkerne. Derefter støder Nanna Hinnerfeldt til og spiller søndagens opgør mod Tyrkiet.

Heindahl vendte i september tilbage for Team Esbjerg, to måneder efter at have født, men landstræner Helle Thomsen fandt ikke plads til hende ved VM-slutrunden i november og december.

Veteranen fik landsholdsdebut i 2010 og har i alt spillet 145 kampe i landsholdstrøjen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden