Kenyaner bryder magisk grænse og sætter maratonrekord
Kenyanske Sabastian Sawe sætter ny verdensrekord og løber som den første en maraton på under to timer.
Opdateret kl. 13:58
For første gang nogensinde er et maratonløb blevet gennemført på under to timer.
Det skete i London Marathon, hvor kenyaneren Sabastian Sawe sejrede i tiden 1 time, 59 minutter og 30 sekunder.
Faktisk blev totimers-grænsen brudt af to løbere, da etioperen Yomif Kejelcha blev toer i tiden 1 time, 59 minutter og 41 sekunder.
Sawe er dermed stadig ubesejret i et maratonløb, siden han i 2024 for første gang stillede op på distancen.
Kejelcha fulgte med Sawe det meste af søndagens løb, men måtte slippe til sidst.
- Jeg startede løbet godt, og i slutningen følte jeg mig stærk. Da jeg endelig nåede målstregen, var jeg begejstret over at se, at jeg havde sat verdensrekord.
- Jeg var meget velforberedt, fordi det var vigtigt for mig at løbe London Marathon for anden gang, siger Sawe ifølge AFP.
Den 30-årige Sabastian Sawe vandt også London Marathon i 2025, men ved den lejlighed brugte han næsten tre minutter mere på at gennemføre de 42,195 kilometer end i søndagens udgave.
Det er 24. år på stribe, at en løber fra enten Kenya eller Etiopien vinder London Marathon.
Henrik Jørgensen blev i 1988 historiens hidtil eneste danske vinder, da han sejrede i tiden 2 timer, 10 minutter og 20 sekunder.
Kenyanske Kelvin Kiptum har siddet på rekorden siden 2023, da han vandt Chicago Marathon i tiden 2 timer og 35 sekunder.
Året efter døde Kelvin Kiptum i en trafikulykke.
Også hos kvinderne blev der søndag sat ny verdensrekord, da etiopieren Tigst Assefa for andet år i træk vandt London Marathon i verdensrekordtid.
Hun vandt søndag i tiden 2 timer, 15 minutter og 41 sekunder. Dermed kappede hun ni sekunder af sin egen rekord.
- Jeg har trænet meget udholdenhed og meget hurtighed. I løbet af de seneste tre uger har jeg fokuseret mere på hurtighed, sagde den 29-årige Tigst Assefa op til søndagens strabadser.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.