motorløb

Kevin Magnussen håber at kvalificere sig i top-ti i Miami

Kevin Magnussen kalder træningsdag i Miami interessant og er klar til justeringer inden kvalifikationsløb.

Kevin Magnussen er positiv inden tredje og sidste kvalifikationsrunde lørdag, inden der søndag køres Grand Prix i Miami.
Kevin Magnussen er positiv inden tredje og sidste kvalifikationsrunde lørdag, inden der søndag køres Grand Prix i Miami. Greg Nash/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:00

Danske Kevin Magnussen er glad efter fredagens Formel 1-træning i Miami.

- Det har været en interessant dag med en ny bane, at prøve at lære den at kende og få styr på balancen så hurtigt som muligt, siger han i en pressemeddelelse på Haas' hjemmeside.

Magnussen sluttede som nummer ni i første træningsrunde og nummer ti i anden runde, og han håber, at han kan forblive i top-ti, når der lørdag skal køres kvalifikation.

- Forhåbentlig bliver vi i top-ti. Vi kommer til at lave nogle ændringer, men det gør alle, så vi får se, siger han.

Danskeren synes, at det gik godt på de hurtige dele af banen.

- Det er normalt ikke der, vi mener, at vores styrke er, så lad os se, om vi kan prøve at forbedre os på de langsommere strækninger i morgen (lørdag, red.), lyder det fra Formel 1-køreren.

Lørdag er der en tredje træningsrunde og kvalifikation, inden løbet køres søndag i den amerikanske storby.

Haas-teamchef Guenther Steiner er også tilfreds efter fredagens træning.

- En spændende session på en ny bane med mange ting at lære. Jeg tror stadig, at vi kan forbedre os, men alt i alt er jeg rimelig glad med den viden, vi fik i dag, siger han.

Magnussens holdkammerat Mick Schumacher blev henholdsvis nummer 19 og 15 i de to træningsrunder.

I pressemeddelelsen fra Haas siger han, at han har lært meget af træningsrunderne, og at han glæder sig til kvalifikationen lørdag.

Når Miami søndag lægger bane til Formel 1-løbet, er det første gang, at byen er vært for et løb i kongeklassen.

Søndagens løb er det femte Formel 1-grandprix i denne sæson.

Kevin Magnussen ligger op til løbet på 10.-pladsen i Formel 1 med 15 point.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden