Sport

Kevin Magnussen køber sig ind i fransk fodboldklub

Fodboldklubben Le Mans FC har fået flere prominente sportsstjerner som medejere. Heriblandt Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen er blevet medejer af den franske fodboldklub Le Mans FC, der spiller i den næstbedste række. (Arkivfoto).
Kevin Magnussen er blevet medejer af den franske fodboldklub Le Mans FC, der spiller i den næstbedste række. (Arkivfoto). Hasan Bratic/Ritzau Scanpix

Sammen med blandt andre den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic har Kevin Magnussen købt sig ind i den franske fodboldklub Le Mans FC.

Den danske racerkører, som tidligere har kørt ti sæsoner i Formel 1, træder ind i klubbens ejerkreds, oplyser den franske klub på sin hjemmeside.

Kevin Magnussen er ikke den eneste tidligere Formel 1-kører, der bliver en del af ejerkredsen. Også Felipe Massa, der tidligere har kørt 15 sæsoner i Formel 1, er blandt de prominente ejere.

De i alt tre sportsstjerner har købt sig ind i Le Mans gennem den brasilianske investorgruppe Outfield, der har Thierry Gomez som ejer og præsident.

- Det unikke ved denne fond er dens bidrag fra atleter på højt niveau. Således vil Novak Djokovic, Felipe Massa og Kevin Magnussen være en del af eventyret, siger Gomez.

Le Mans rykkede i den seneste sæson op og skal i den kommende sæson spille i den næstbedste franske fodboldrække.

Klubben forklarer, at Felipe Massa og Kevin Magnussen vil være med til at skabe et bånd mellem fodbold og motorsport.

Byen Le Mans er kendt for at være vært for det legendariske 24-timersløb Le Mans hvert eneste år. Derfor er der en nærliggende forbindelse mellem de to sportsgrene.

Le Mans indleder 9. august sæsonen i Ligue 2 med en udekamp mod Guingamp.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden