kunstskøjteløb

Kinesisk par danser sig til verdensrekord i kunstskøjteløb

Underlægningsmusik fra 'Mission Impossible 2' lagde baggrund til det kinesiske pars rekordhøje pointhøst.

Beijing Olympics / figure skating / team China
Beijing Olympics / figure skating / team China Kazuki Wakasugi/Ritzau Scanpix

Det kinesiske par Han Cong og Sui Wenjing dansede og skøjtede sig til rekordpoint på vinter-OL's første dag.

Her sikrede de sig 82,83 point i parrenes korte dans for hold foran de russiske OL-guldvindere fra 2018, Anastasia Mishina og Alexander Galliamo, der i øvrigt var indehavere af den nu tidligere verdensrekord.

- Vi ser dette som en gave til det kinesiske folk, siger Han Chong ifølge Eurosport.

Den korte dans, også kaldet kortprogrammet, danses af både herrer, damer og par. Ifølge Dansk Skøjte Union varer kortprogrammet to minutter og 50 sekunder.

Det består af syv obligatoriske elementer, herunder to forskellige løft, et kastespring, samtidigt solospring, solo- og par-pirouette, en såkaldt dødsspiral, diverse friløbsbevægelser og en trinserie.

Selv om det russiske par måtte se sig slået af dets kinesiske konkurrenter, lykkedes det alligevel russerne at slå deres egen verdensrekord med en pointhøst på 82,64.

Det russiske par satte den seneste rekord 12. januar i år ved EM.

Trods en sejr til det kinesiske par må Kina indtil videre nøjes med en tredjeplads i holdkonkurrencen, hvor der også dystes i de øvrige discipliner inden for kunstskøjteløb.

Holdkonkurrencen, der varer frem til mandag den 7. februar, føres af USA foran Den Russiske Olympiske Komité på andenpladsen efter den indledende dag.

Kineserne indledte legene ved at danse til lyden af underlægningsmusik fra 'Mission Impossible 2', komponeret af Hans Zimmer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden