Kjeldsen sikrer tourkort og millioncheck i stjerneparade
Søren Kjeldsen missede sejren i England, men en velbetalt topplacering er vigtig for nordjydens kommende sæson
Opdateret kl. 20:32
GOLF: Søren Kjeldsen førte den store DP World Tour-turnering BMW PGA Championship inden søndagens finalerunde og var dermed ude i sidste bold med Skandinaviens bedste golfspiller, nordmanden Viktor Hovland. Men ingen af de to løb med sejren på engelske Wentworth.
Det gjorde den tidligere The Open-vinder Shane Lowry i stedet, da topnavnet Rory McIlroy på millimeteren missede et putt for at tvinge Lowry i omspil på 18. hul. Stjernespilleren måtte dermed dele andenpladsen med ligeledes navnkundige Jon Rahm.
Trods en dårlig start på dagen vendte 47-årige Søren Kjeldsen sin runde. Han lavede således fire birdies på bagni for at sikre en runde i 70 slag - to under par - og en delt femteplads. Nordjyden missede et eagleputt på det sidste hul, hvor han altså kunne have delt fjerdepladsen i stedet.
Femtepladsen kaster knap to millioner kroner af sig, og det er vigtigt for golfspilleren fra Brønderslev, som i dag bor i sjællandske Fredensborg. Han har spillet på den såkaldte kategori 11 på det seneste, da han ikke spillede sig til et nyt tourkort i fjor. Den kategori kan han benytte grundet sine mange turneringsstarter på European Tour gennem årene og den samlede præmiesum, som han har sikret sig.
Men nu kan han altså kigge i retning af et regulært tourkort til næste år, da han slog sig inden for top-100 på DP World Tour Rankings. Her er det omtrent top-120, som sikrer medlemskab til den kommende sæson, hvilket nordjyden med al sandsynlighed gør nu i kraft af sin aktuelle 81. plads.
Dermed kan han gemme en sæson med kategori 11 til et andet tidspunkt, hvor tourveteranen skulle få brug for den.