AaB

Klart tysk aftryk i AaB's talentsektor: - Der bliver sat handling bag ordene

Der er grund til stor optimisme i AaB's talentsektor, hvor man er ved at mærke de første resultater af den nye kurs og et øget fokus på talentarbejdet

Jacob Larsen ser tilbage på den forgangne sæson for AaB's akademihold med stor tilfredshed.
Jacob Larsen ser tilbage på den forgangne sæson for AaB's akademihold med stor tilfredshed. Arkivfoto: Claus Søndberg

AALBORG: Der har været sagt og skrevet meget om, at AaB's nye tyske investorer vil gøre meget ud af talentudviklingen i den tidligere superligaklub. Nordjyske har derfor taget temperaturen på talentarbejdet, og her har talentchef Jacob "Figo" Larsen ageret termometer. 

Talentarbejdet fik allerede vind i sejlene for et år siden, da AaB Akademiet med Jacob Larsen i spidsen foretog nogle tiltag, som på den lange bane skal være med til at få AaB med tilbage i toppen af dansk talentudvikling på drengesiden. 

Et år inde i det lange seje træk er der sket historisk store omvæltninger, og Jacob "Figo" Larsen har fået nye legekammerater ind i form af en gruppe tyske investorer, der virkelig vil prioritere talentudviklingen. 

Mens det har været en historisk elendig sæson for AaB's førstehold, så blæser der andre positive vinde over klubbens talentafdeling, der efter nogle magre år begynder at vise klare tegn på fremgang.

- Vi kommer til at blive gode igen på vores talentdel. Vi er på vej mod bedre tider i vores ungdomsafdeling. Det er den overordnede konklusion, som jeg drager af de indtryk, som jeg står tilbage med. Det er på flere niveauer, jeg kan se, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi har fået skabt langt bedre træningsmiljøer, og vi har også set en spillemæssig udvikling på alle vores hold, der er entydigt positiv, siger Jacob "Figo" Larsen. 

Oliver Ross er nu rent aldersmæssigt seniorspiller.  Arkivfoto: Torben Hansen

Fortællingen om AaB Akademiet er en størrelse, som har været under pres de seneste år. Svigtende resultater og manglende leverance til førsteholdstruppen har skabt et indtryk af en talentsektor i problemer. Det er ikke tilfældet længere. En del af den positive fortælling skyldes også de tyske investorer, der har sat projektøragtigt spot på talentudviklingen i AaB.

- Der bliver sat handling bag ordene. Det er alt fra scouting til transitionsdelen, der har fået et løft med deres ankomst, og mit klare indtryk er, at vi er på samme side af bogen i forhold til det lange seje træk. De har bragt stor viden med ind, og det supplerer vores arbejde så fint. Ydermere kan jeg sige, at meldingerne fra dem er gode. Det er ikke bare varm luft. Der er en enorm interesse for det daglige arbejde, og så kommer de nye folk også ind med en nysgerrig holdning til tingene, understreger Jacob "Figo" Larsen. 

Nordjyske har bedt ham om at komme med en vurdering af det, som han har set fra sine forskellige hold i løbet af denne sæson. Det vil der komme en særskilt artikel om, hvor talentchefen mere dybdegående går i detaljer med U13 til U17-holdenes præstationer, udviklingskurver og ikke mindst potentiale. 

U19 har rykket sig

AaB's ældste akademihold har udmærket sig ved en opadgående spillemæssig kurve, men som ikke helt har fået de ønskede resultater i U19-ligaen.

- Det er en gruppe spillere, der har rykket sig godt i løbet af sæsonen, men vi havde håbet på mere i forhold til bedre resultater, end dem vi har fået. Det positive er, at vi kan sende nogle spillere videre i systemet, der nu får chancen for at være med omkring førsteholdet i et eller andet omfang, siger talentchefen. 

Da AaB sidste sommer gearede op på talentdelen, skete det blandt andet ved, at man hentede en række spillere til klubben fra primært københavnske klubber. Størstedelen af dem havnede på U19-holdet. Det er relevant at diskutere, hvor stor individuel succes, som de tilføjelser indtil videre har haft, men eksempelvis Patrick Allentoft har vist prøver på kvaliteter, der kan blive til noget på sigt. 

- Det er fair at diskutere, hvordan den enkelte spiller har præsteret, men samlet set kan jeg konstatere, at de nye spillere har været med til at hæve træningsniveauet og intensiteten i en grad, så vi kan sende nogle spillere op i førsteholdstruppen, der har nydt virkelig godt af den øgede kvalitet i træningen, siger talentchefen. 

Sebastian Otoa er det seneste akademiprodukt, der nu bliver en fast del af AaB's førsteholdstrup.  Arkivfoto: Lars Pauli

Det er årgang 2004, der takker af i ungdomsrækkerne. Nu bliver spillerne fra denne årgang seniorspillere. Det betyder også farvel til flere spillere i AaB, men hele fem mand fra årgangen vil også være at finde i AaB, og flere af dem vil være med i den opstart, der påbegyndes onsdag, når AaB's 1. divisionstrup møder ind til det, der må forventes at blive en historisk hård opstart. 

Der er i hvert fald varslet blod, sved og tårer-fremkaldende krav til AaB-truppen fra den nye sportslige ledelse. 

Sebastian Otoa rykkes fast op i førsteholdstruppen, og her har Oliver Ross allerede befundet sig i et år. De to kan få selskab af Gustav Dahl, Emil Nymann og Sebastian Stahlfest. De tre sidstnævnte må dog forventes at skulle spille med på U19 som såkaldte U20-spillere. 

 Bedre tider på vej

Jacob "Figo" Larsen  glæder sig endvidere over, at man på AaB Akademiet efterhånden ser samtlige nordjyske kommuner repræsenteret. Det vil sige, at de bedste nordjyske ungdomsspillere atter finder det naturligt at søge mod AaB for at dygtiggøre sig.

- Vi har også fået arbejdet med vores scouting og rekruttering, så vi som udgangspunkt kun får spillere ind på akademiet, som vi tror har et potentiale, der er værd at udvikle på, siger Jacob "Figo" Larsen.

Der er fortsat mange opgaver, der skal løses, og mange ting, der skal have et kvalitetsløft i AaB's talentudvikling, men talentchefen kan allerede sætte v-tegn ud for flere vigtige opgaver. 

- Vi har ændret på den måde, som de yngste årgange træner på. Det er langt mere teknisk træning nu, og så er det meget mere fokus på en mod en og to mod to. Netop de områder kan vi se et afkast på blandt de yngste hold, og det er kun et år inde i processen. Næste skridt er, at vi gerne vil dele de her træningsmetoder med vores samarbejdsklubber, siger "Figo". 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden