Klubløse spillere træner videre: - Nu låser vi klubhuset

En gruppe tidligere Jammerbugt-spillere har selv organiseret træning på boldbanerne ved Jetsmark Stadion. Alt imens vil ingen kendes ved dem, og moderklubben har planer om at låse af. Situationen bekymrer Spillerforeningen, som nu skal i landsretten med Jammerbugt FC

Klaus Dieter-Müller, der har mistet kontrollen over Jammerbugt FC, overværede mandag den selvorganiserede træning, som 15 spillere deltog i. Heriblandt er tidligere divisionsspillere og en håndfuld prøvespillere, som klubben har fået til Nordjylland. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Klaus Dieter-Müller, der har mistet kontrollen over Jammerbugt FC, overværede mandag den selvorganiserede træning, som 15 spillere deltog i. Heriblandt er tidligere divisionsspillere og en håndfuld prøvespillere, som klubben har fået til Nordjylland. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Klaus-Dieter Müller havde allerede sagt nej tak til at give nogen kommentarer per telefon, da vi dukker op på Jetsmark Stadion. Her står den tyske ejer af Jammerbugt FC, som er under konkursbegæring, og overværer en uformel træning ved en af de bagerste baner.

Den tyske fodboldforretningsmand forsvinder dog hurtigt, da kameraet begynder at klikke på boldbanerne mellem Kaas og Pandrup. Alt imens fortsætter de 15 spillere fra en række forskellige lande med den selvorganiserede træning. I spidsen for den står den tidligere Blokhus FC- og Thisted FC-spiller Adama "Bobo" Niambele, som tidligere er rygtet til Jammerbugt FC som en del af trænerstaben.

Mens spillerne går hårdt til hinanden på den lille træningsbane, er dagens store nyhed i Jammerbugt FC-sagen netop kommet ud. Klaus-Dieter Müller har kæret konkursbegæringen af klubben, og dermed skal han og Spillerforeningen i Landsretten.

- Det er ikke officielt. Hvis man vil træne, kan man bare komme her. Vi gør det, indtil vi finder ud af, hvad vi skal, og så kan vi holde os i form, siger den tidligere Jammerbugt-spiller Solomon Ogberahwe, da han går ind mod klubhuset.

- Klaus har ikke sagt noget endnu. Vi er nødt til at vente, tilføjer backen.

Kommer sig over chok

Dermed har nigerianeren med knap 20 officielle Jammerbugt FC-kampe bag sig ikke nogen idé om, hvad næste skridt er i karrieren. Derfor møder han op til den uofficielle træning spillerne imellem. 

- Jeg ved ikke noget endnu. Jeg er stadig ved at komme mig over chokket over, hvad der er sket, lyder det afsluttende fra ham.

Selvtræning i Jetsmark

Solomon Ogberahwe er en af de spillere, som blev løst af sin kontrakt, da kurator Palle Møller Jørgensen overtog styringen af Jammerbugt FC ApS og fritstillede de fem spillere, som var kontraktligt forpligtet i klubben. Nu er der ikke nogen kontrakter tilbage, og 2. divisionsklubben er altså ikke involveret i træningerne, som ifølge Nordjyskes informationer har stået på gennem de seneste uger.

18-årige Mads Rønnow fra Aabybro har spillet for Jammerbugt FC, siden han rykkede op fra Jetsmark IF's U19-hold. Han træner også med for at holde sig i gang, indtil han bliver klogere på situationen.

- Det er ikke altid til at vide, om der er træning. Nogle gange dukker jeg bare op, fortæller han efter træningen.

- Bekymret og trist

Det er dog så organiseret, at gruppen af spillere efter træningen blev enige om at mødes igen næste dag - på samme tid. Det er uden relation til Jammerbugt FC, ligesom Jetsmark IF ikke vil kendes ved størstedelen af de spillere, som fortsat holder sig i form på Jetsmark Stadions boldbaner.

- Det er ikke vores spillere, og vi har tænkt os at låse af i klubhuset, så de ikke kan komme ind mere, fortæller formand for Jetsmark, Bøje Lundtoft. 

Ifølge Nordjyskes oplysninger har spillerne også brugt omklædningsfaciliteterne og fitnesscentret i hallen. Det er et stort problem ifølge vicedirektør i Spillerforeningen, Allan Reese, som mandag fik nyheden om, at Klaus Dieter-Müller havde kæret konkursbegæringen, som Spillerforeningen stod bag.

Klaus-Dieter Müller forlod træningen kort efter, at Nordjyske mødte op ved Jetsmark Stadion. Han havde tidligere på dagen afvist at udtale sig om konkursbegæringen. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Klaus-Dieter Müller forlod træningen kort efter, at Nordjyske mødte op ved Jetsmark Stadion. Han havde tidligere på dagen afvist at udtale sig om konkursbegæringen. Foto: Claus Søndberg

- Jeg har hørt rygter om træningerne, men jeg ved ikke, hvem de er, og hvad omstændighederne er. Men det er ikke Jammerbugt FC. I hvilken anden sammenhæng skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg vil dog være ærgerlig, hvis de tror, at de kan få en fremtid i Jammerbugt FC. Jeg kan være bekymret og trist over, hvis flere spillere bliver ført bag lyset af Klaus, siger vicedirektøren. 

Allan Reese tror nemlig ikke på, at Jammerbugt FC har en fremtid med divisionsfodbold, selvom Klaus-Dieter Müller nu har taget næste skridt for at tage kontrollen tilbage over den klub, som han i fjor købte og for to uger siden blev begæret konkurs.

- Nu er det op til landsretten at tage stilling til det. Det stiller ikke os anderledes end, at der er mange millioner i gæld til Jammerbugt FC, om det her ApS bliver vækket til live eller ej. Det kommer til at koste mange millioner at køre videre, og for hver dag bliver det dyrere. Chancen for, at det kan lade sig gøre, er tæt på nul, siger Allan Reese.

Mens sagen om klubbens konkursbegæring kører, taberdømmes Jammerbugt FC fortløbende 0-3 i de kampe, som de skulle have spillet i indeværende sæson. Indtil videre er det blevet til skrivebordssejre til Skive IK og B93.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden