Klubmand jubler: Derfor er Frederikshavn forvandlet på isen
Tre sejre på stribe avler tro på en bedre fremtid hos ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks
Opdateret kl. 11:50
Lige nu er der landskamps-pause i den danske ishockeyliga. Det betyder, at man kan gøre status efter lidt mere end en tredjedel af grundspillet er afviklet.
Mens Aalborg Pirates fortrinsvis har vundet sine kampe, har det været en helt anden sang, de har sunget i Frederikshavn. Da White Hawks havde spillet 15 kampe, havde de blot vundet én og havde netop fået klø med 9-2 af de nordjyske rivaler.
Siden har vendelboerne spillet tre kampe og vundet dem alle. Det har været godt for den udsultede pointkonto, men mindst ligeså godt for moralen, der har haft det svært.
Efter afklapsningen i Aalborg kaldte Mr. White Hawks, Rasmus Søndergaard, det for den værste oplevelse i karrieren. Samtidig understregede han, at det ikke var i orden, at spillere, der får penge for at spille ishockey, ikke var i stand til at levere bedre.
Den meget klare tale smittede måske af på holdkammeraterne, for det er blevet meget bedre siden. Udover tre sejre har man fundet nogle af de dyder frem, som virkede til at være gået tabt hen over sommeren. Nu kan du atter se et White Hawks-hold, der knokler på i sådan grad, at respekten fra omgivelserne bør være genoprettet.
- Vi har haft mange snakke i løbet af de første tre måneder, og særligt efter kampen i Aalborg. Der var bundlinjen, at hvis vi ikke rykkede sammen i bussen, så var sæsonen snart slut. Det er det sidste, vi ønsker. Vi skal ikke have sommerferie allerede til marts, siger Rasmus Søndergaard.
- Vi har ændret nogle taktiske ting, men det vigtigste er, at vi står sammen som et hold. Det er også derfor, vi i de to seneste kampe er kommet tilbage og har vundet, selvom vi var bagud med to. Det virker til, at vi har fundet en stor moral, uddyber klubikonet.
Den foreløbige kulmination kom, da White Hawks i fredags vandt efter straffeslag over Aalborg - blot en uge efter den gigantiske lussing fra selvsamme lokalrivaler.
- Det var en meget sjovere fredag målt op mod den forrige fredag. Vi er virkelig rykket sammen i bussen efter en meget svær start og afklapsningen i Aalborg. Vi har først og fremmest stået sammen som et hold. Derfor synes jeg også, det var helt fortjent, at vi vandt over Aalborg, konkluderer Rasmus Søndergaard.
- Det her er meget positivt, fordi vi samtidig spiller rigtig god ishockey her i de seneste kampe. Vi skøjter mere og kører bare på, lyder det fra den rutinerede back.
Den seneste sejr over ærkerivalerne fra Aalborg Pirates var den perfekte måde at gå til pause på. Ikke alene sender sejren et signal om, at White Hawks er på vej tilbage på sporet, men det viser også omgivelserne, at arbejdsindsats og indstilling er på plads.
- Det er en meget vigtig sejr for os som spillere, for klubben, fansene og sponsorerne. Vi kan se, at det bliver bedre, og det er ekstremt vigtigt efter den indledning på sæsonen.
Rasmus Søndergaard har dog også skævet til tabellen, hvor White Hawks trods den gode stime fortsat er sidst - nu dog med et overskueligt hul op til Rødovre på den slutspilsgivende ottendeplads.
- Vi ved, at situationen stadig ikke er helt god, men med den opbakning, vi har fået trods de svingende resultater, er der grund til at se mere positivt på det hele, siger Rasmus Søndergaard.
Tirsdag har Frederikshavn White Hawks i øvrigt sagt farvel til den finske forward Rasmus Lahnaviik, der stopper efter 17 kampe i høgenes trøje.
- Han har ikke følt, han er faldet til i Frederikshavn, som han havde håbet, og derfor er vi i enighed nået frem til, at Rasmus stopper i klubben, siger sportschef Kasper Kristensen i en pressemeddelelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.