Klubmand nød velbesøgt pokalbrag: 10 mod 11 passede fint
FfI kom på en stor opgave mod Vendsyssel FF fra 1. division, da de nordjyske mandskaber mødtes i DBU Pokalen
FODBOLD: Omkring 1000 tilskuere var mødt op, da Frederikshavn fI onsdag aften tog imod 1. divisionsholdet fra Vendsyssel FF. Det var således en stor opgave, som jyllandsserieholdet havde foran sig.
Med 7-2 til Vendsyssel blev det også en travl aften for frederikshavnerne med cheftræner Michael Jakobsen i spidsen.
- Vi var lige med i ti minutter, men så gik det stærkt. Vores spillere var pressede på tankegang og tempo. Så laver man jo fejl. Vi blev reddet lidt af, at Schwartz ville have rødt kort, og så passede det lidt bedre at spille 10 mod 11, siger han.
Det er med henvisning til Ronnie Schwartz' to gule kort halvvejs inde i første halvleg - begge for brok. Dermed var der kun ti Vendsyssel-spillere på banen resten af kampen. Det gav luft til, at FfI kunne score to mål.
Selvom Vendsyssel sikrede avancement med en komfortabel sejr, kan Michael Jakobsen tage lidt med sig fra opgøret. Der køres nemlig flere unge spillere ind, som har spillet på lavere serieniveau, og de fik værdifulde minutter.
- Vi var nede og vende for seks-syv år siden, hvor vi kom i serie 2, og så har vi fået stablet et godt koncept og mange hold på træningsbanerne igen, hvorefter vi har taget ture nop. Det, vi har i Frederikshavn, er jyllandsserieniveau, og rammer vi nogle gode unge i en årgang, kan det måske være Danmarksserien igen, og så er det ned efter nogle år. Det er vores lod heroppe, siger cheftræneren.
Han har selv spillet for FfI's førstehold tilbage i 90'erne, hvor de bedrev sig i 2. division og Danmarksserien. Dengang havde han Per Svensson som cheftræner i en overgang, og nu er den inkarnerede klubmand tilbage som assistenttræner på førsteholdet. Det er altså en trænerbænk med ægte klubhjerte, som FfI råder over.
Tidligere var Michael Jakobsen assistent for den erfarne træner på divisions- og superliganiveau, Peter Enevoldsen, som forlod klubben denne sommer. Som ny i cheftrænerstolen var det altså en stor oplevelse med pokalkampen i en stor kulisse.
- Spillerne nød, at der var mange folk på stadion. Der var nærmest fyldt op på tribunen rundt. De fik en underholdende kamp, og jeg håber, at folk synes, at vi til tider gjorde det godt, siger Michael Jakobsen.
Vendsyssel FF indtræder nu i tredje runde af DBU Pokalen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.