Kollegerne jubler over Vingegaard efter bjerggyser

Jonas Vingegaards indsats i kamp mod Tadej Pogacar får optimismen til at boble på Jumbo-Visma.

Jonas Vingegaard Blev lige akkurat slået af Tadej Pogacar og blev derefter sendt direkte til dopingtest. <i>Marco Bertorello/Ritzau Scanpix</i>

Jonas Vingegaard Blev lige akkurat slået af Tadej Pogacar og blev derefter sendt direkte til dopingtest. Marco Bertorello/Ritzau Scanpix

Holddirektør Richard Plugge stod klar med en personlig klapsalve og et akavet kram, da Jonas Vingegaard meget forsinket nåede tilbage til holdbussen efter et tilsyneladende langvarigt stævnemøde med dopingkontrollanterne.

Selv om den danske bjergrytter lige akkurat ikke formåede at vinde på den frygteligt stejle La Planche des Belles Filles, er det åbenlyst, at hans præstation på fredagens 7. etape i Tour de France øger optimismen i Jumbo-Visma-lejren.

Tadej Pogacar vandt etapen med en heftig slutspurt på de sidste meter. Men at Vingegaard formåede at presse den dobbelte Tour-vinder til det yderste, er overraskende selv for hans holdkammerater.

- Det her giver Jonas en masse selvtillid, når han kan være så tæt på Pogacar på en afslutning, der egentlig passer Pogacar meget bedre. Hele holdet så godt ud, konstaterer amerikaneren Sepp Kuss.

Sportsdirektør Grischa Niermann er også begejstret for Vingegaards indsats. Og samtidig noterer han sig, at Primoz Roglic også gjorde det godt, selv om sloveneren stadig har smerter efter sit styrt i onsdags.

- Hvis man havde fortalt os i morges, at vi ville slutte nummer to og tre - specielt med de problemer Roglic har - ville jeg have været virkelig glad.

- Det var rigtig godt, ikke mindst at Primoz var med fremme. Det viser, at han er på vej tilbage. Jonas viste igen, at han er meget stærk.

- Det er selvfølgelig en skam, at han ikke tog sejren, men det regnede vi heller ikke for alvor med. Vi var ret sikre på, at Pogacar ville vinde. Det er den perfekte stigning for ham, siger Grischa Niermann.

Selv Primoz Roglic fremtvang et lille smil, da han steg af cyklen og vaklede rundt på usikre ben og med en tydeligt stiv ryg.

- Jeg er superglad for at være kommet igennem endnu en etape, siger han.

- Hver gang, der er en ujævnhed, er det, som om jeg får en kniv ind i ryggen. Mit mål er nu at komme igennem etaperne og forsøge at komme mig lidt efter lidt, lyder det fra Roglic.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden