Kommende Aalborg-spiller kommer på besøg i storform

Den kommende Aalborg Håndbold-spiller Thomas Arnoldsen har gang i en fremragende sæson for Skanderborg Aarhus Håndbold, der lørdag gæster Aalborg

Thomas Arnoldsen gæster sammen med Skanderborg Aarhus Håndbold Aalborg og Mads Hoxer i lørdagens ligamatch. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Thomas Arnoldsen gæster sammen med Skanderborg Aarhus Håndbold Aalborg og Mads Hoxer i lørdagens ligamatch. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Efter en skadespræget start på sæsonen er Thomas Arnoldsen for alvor kommet op i omdrejninger. På alle ranglister ligger han med i toppen, når sådan noget som mål, assist og offensiv effektivitet skal måles i HTH Håndboldligaen. 

Thomas Arnoldsen har dermed sat en tyk streg under, at han er et af de mest lysende talenter i dansk og måske også international håndbold lige nu. Derudover har han helt sikkert bekræftet Jan Larsen og Aalborg Håndbold i, at det var rigtigt at hente ham til klubben fra næste sommer. 

- Jeg startede virkelig dårligt på denne sæson, men jeg var også en del skadet, så efter jeg er kommet ind i en god træningsrytme er præstationerne i kampene også blevet bedre, siger Thomas Arnoldsen, der på de føromtalte ranglister ligger på omtrent samme niveau, som manden, han meget vel kan afløse nærmest en til en. 

Felix Claar ligger nemlig højt på de samme lister, og svenskeren er klart den Aalborg-bagspiller med de bedste tal lige nu. Tal der altså matches eller sågar overmatches af Arnoldsen. 

Det er dog ikke kun i den danske liga, at Arnoldsen har gjort god reklame for sig selv. Det samme kan i den grad siges om præstationerne i European League. Senest blev det til fem mål mod Aguas Santas, da Skanderborg Aarhus var en tur i Portugal i midtugen. 

Erfaringerne fra European League kan ikke undervurderes for Arnoldsen, der meget vel kan se frem til at skulle spille Champions League i næste sæson. 

- Det er helt sikkert nogle værdifulde erfaringer, jeg får med mig fra de her kampe. Det giver først og fremmest en anden kamprytme. Det er fedt, at vi spiller flere og hårdere kampe, men jeg vil da også lyve, hvis jeg påstod, at det ikke kunne mærkes på kroppen, at vi nu spiller flere kampe, siger Thomas Arnoldsen. 

- I forhold til mit skifte til Aalborg Håndbold er det også en vigtig erfaring at få med. Det kan forhåbentlig forberede mig lidt bedre på, hvad der venter mig næste sæson, siger Thomas Arnoldsen. 

Lørdag venter Aalborg Håndbold, men lidt længere fremme i kalenderen venter der kampe mod Füchse Berlin og Bidaosa Irun. 

- Det er fedt for os, at vi får lov til at måle os med nogle af de bedste i Europa. Indtil videre går det også meget godt, men vi er klar over, at det er nogle svære kampe, vi står foran, siger Thomas Arnoldsen. 

Da Nordjyske talte med den kommende Aalborg-spiller i forbindelse med skiftet blev offentliggjort, var der flere udviklingspunkter, som Thomas Arnoldsen ville fokusere på i denne sæson. Det vigtigste indsatsområde var en forbedret fysik. Det arbejde skrider godt frem. 

- Jeg har allerede taget fire-fem kilo på i muskelmasse, så det går i den rigtige retning, siger Thomas Arnoldsen. 

De muskler får han i den grad brug for i lørdagens kamp, for der venter en svær kamp for østjyderne. 

- Vi var sådan set godt med i den første kamp mod Aalborg i denne sæson, men vi ramte ikke helt niveauet i første halvleg, og så bliver det bare svært. Hvis vi kan sætte en hel god kamp sammen, og hvis vi kan undgå alt for mange udvisninger, så tror jeg på, at vi kan lave et godt resultat, siger Thomas Arnoldsen. 

Der er kampstart i Sparekassen Danmark Arena lørdag klokken 14.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.