Kommentar: Ny guldalder i vente for dansk landsholdsfodbold - det bliver endnu bedre

Timingen i Kasper Hjulmands bundsympatiske og troværdige fremtoning har været den helt store katalysator i frydefuld kombination med danske klassepræstationer på banen. Hjulmand er allerede blevet hyldet rigeligt, men selv den mest optimistiske prognose for Danmarks EM-indsats kunne næppe have forudset den folkelighed, som pludselig har ramt landsholdet. Her er der al mulig grund til at hylde Peter Møller og Kasper Hjulmand, for de fremstår i dag som hovedarkitekterne bag den genopstandne sympati og interesse for landsholdet.

Hvad angår spillet på banen, har Danmark vist, at man bokser godt og grundigt over egen vægtklasse ved at ramme en semifinale-runde, hvor man er i selskab med tre fodboldmastodonter i England, Italien og Spanien. Det burde ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre, men her står vi nu og drømmer søde drømme om en ny EM-finale. Hvis man tror, at det danske EM-eventyr er et resultat af tilfældigheder og en episk holdånd i Christian Eriksens navn, så kan man godt tro om igen.

Det er frugten af 15 års målrettet arbejde, som vi ser udfolde sig i disse glade EM-dage. Det her er en cadeau til dansk talentudvikling, som i den grad skal betragtes som noget af det ypperste i Europa. Husk lige på, at Danmark - med undtagelse af Belgiens hjælpende fødder - på ingen måde har været heldig. Det er ganske enkelt høj klasse. Intet andet.

Tilbage i 2007 introducerede DBU en ny talentudviklingsmodel. Den var sat i verden for at optimere den del af dansk ungdomsfodbold, der skulle identificere og dygtiggøre de største talenter i en tidligere alder.

Man afskaffede blandt andet det traditionelle unionsstævne i Vejle, hvor de forskellige lokalunioner havde udtaget de bedste U15 og U16-spillere. Nu skulle man sætte tidligere ind. De sidste årgange, som nåede at opleve den gamle model var årgang 91 og 92. Det vil sige Thomas Delaneys (91) og Christian Eriksens (92) årgange. Disse årgange nåede dog også igennem det nye udviklingssystem og kan derfor regnes med i den nye tidsalder.

Én ting er, at vi siden har haft talenter som Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen, der er helt unikke i dansk målestok. De kom tidligt ud til store udenlandske klubber. Noget andet er, at vi har spillere som Andreas Cornelius, Martin Braithwaite og Joakim Mæhle, der har taget turen til udlandet via superligaen. Det er et tydeligt bevis på, at talentudviklingen er i top i Danmark.

Fodbold

Nordjyske tilskuere til EM-semifinalen: - Vi hepper for jer alle

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at hverken Lucas Andersen, Viktor Fischer eller Pione Sisto er med ved EM af forskellige årsager. Som ungdomsspillere er det kun Christian Eriksen og til dels Kasper Dolberg, der har været mere indlysende talenter end den ovennævnte trio. Det siger bare lidt om en markant øget bredde i forhold til landsholdsemner.

Det bedste ved det hele er, at talentmassen ser ud til at blive endnu bedre i de kommende år. Se blot på det seneste U21-kuld og det kommende U21-kuld. Der er fast forsyningslinje til A-landsholdet. Vi har en historisk stærk årgang 2003 på vej op igennem systemet. Der er klare profiler i de ovennævnte årgange, der med garanti vil blive profiler på det danske landshold i de kommende år. Det kan godt være, at vi kommer til at savne Simon Kjærs hovedspil eller Kasper Schmeichels redninger, når de indstiller landsholdskarrieren, men afløserne skal nok være der, så om nogle år vil vi huske tilbage på EM 2020 som startskuddet på en ny storhedstid for vores alle sammens landshold.

I 90erne var der meget fokus på den hollandske talentudvikling. I 00erne begyndte folk at kigge mod Spanien og Belgien for at finde inspiration til udvikling af de bedste spillere. De seneste år har lande som Tyskland og England fundet en klar identitet for sin talentudvikling. I de kommende år kan det meget vel blive Danmark, der bliver et eksempel til efterfølgelse for mange andre lande i Europa, for vi har næppe set landsholdet toppe trods en historisk EM-semifinaleplads.