Kommentar: Sådan klarede nordjyderne det for Danmark
Der var flere nuværende og tidligere AaB'ere i kamp for Danmark mod Sverige

Lucas Andersen fik 86 minutter på banen mod Sverige. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix
FODBOLD:Det var et dansk fodboldlandshold med et stærkt nordjysk præg, der onsdag aften vandt med 2-0 over Sverige i en testkamp på Brøndby Stadion.
De seneste dages coronakaos i den danske landsholdslejr betød, at kampen blev uden en stribe spillere samt landstrænerduoen Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, men alligevel kunne Jonas Wind og debutanten Alexander Bah med et mål hver sikre en forholdsvis komfortabel dansk sejr.
De mange afbud betød, at AaB-anfører Lucas Andersen fik chancen fra start. Hans erklærede målsætning er at komme med til sommerens EM, men de 86 minutter, det blev til mod Sverige, bliver ikke nødvendigvis det, der overbeviser landstræner Kasper Hjulmand om, at han ikke kan komme udenom AaB-profilen.
Der var gode elementer, men der var ikke tale om noget endeligt gennembrud på Hjulmands landshold. Lucas Andersen er stadig ikke på sit topniveau efter en lang skadespause, for som i kampene for AaB i Superligaen mangler der stadig den helt afgørende aktion. Det var en præstation til middel.
AaB-holdkammeraten Jakob Ahlmann fik onsdag aften sin første landskamp siden 2014, da han blev skiftet ind det 81. minut. Ahlmann blev i hast fragtet mod landsholdslejren tirsdag, og backen efterlod et ganske fint indtryk i de få minutter, han fik.
Landsholdsudtagelsen er dog et udslag af et massivt mandefald, og et dansk landshold i stærkeste opstilling er der fortsat lang vej til for Jakob Ahlmann, der dog fik belønning for gennem længere tid at have været en af Superligaens bedste på sin position.
Den tidligere AaB’er Joakim Mæhle må til gengæld efterhånden anses for at være en sikker EM-deltager. Genk-spilleren leverede endnu en stor præstation onsdag aften, hvor han endda var med i begge danske scoringer. Mæhle viste endnu en gang, at der er en grund til, at det virker som et spørgsmål om tid, før han spiller på en større klubadresse.
Oliver Abildgaard, en anden tidligere AaB’er, fik sin landsholdsdebut mod Sverige, da han blev skiftet ind med en halv time tilbage. Rubin Kazan-spilleren var som vanligt stærk i sine dueller både ved jorden og i luften, men til gengæld var han ad et par omgange lidt for langsom i sin boldomgang. Det kostede blandt andet et omend meget tvivlsomt gult kort, men det værste for Abildgaard var næsten, at Jens Jønsson var blandt de bedste danske spillere onsdag aften. Vejen til en plads på den centrale midtbane på et dansk landshold i stærkeste opstilling blev dermed ikke kortere for Abildgaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.