Kongen af Le Mans kan stadig: Vandt Race of Champions

Sammen med svensk verdensmester i rallycross vandt nordjyden den fornemme titel ved blandt andet at slå firdobbelt Formel 1-verdensmester

Tom Kristensen (th) vandt første gang titlen Race of Champions i 2005 sammen med Mattias Ekström. Arkivfoto

Tom Kristensen (th) vandt første gang titlen Race of Champions i 2005 sammen med Mattias Ekström. Arkivfoto

MOTORSPORT:Den ukronede konge af Le Mans, nordjyske Tom Kristensen, der har ni sejre i det legendariske motorløb, kan stadig køre stærkt. Det beviste hobroenseren, da han sammen med sin svenske medkører Johan Kristoffersson, der er dobbelt World Rallycross-mester, vandt Race of Champions Nations Cup for Team Nordic.

Det er tredje gang nordjyden har vundet den prestigefyldte titel.

Han har tidligere vundet i 2005 med DTM-køreren Mattias Ekström fra Sverige og igen i 2014 med rallykøreren Petter Solberg fra Norge.

Undervejs i årets triumf kørte nordjyden blandt andet fra den firedobbelte Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel og derefter den nyslåede Ferrarikører Mick Schumacher, der er søn af Formel 1 legenden Michael Schumacher. Sejren kom i et bedst af tre race i Mexico.

Deltagerne ved turneringen konkurrerer i et udvalg af forskellige biler, herunder RX Supercar Lite, Ariel Atom Cup og KTM X-Bow.

- Det var en meget tæt kamp med Sebastian. Og så havde Mick en forrygende kamp med Johan, der afgjorde det, sagde Tom Kristensen til Race Of Champions hjemmeside efter sejren, og han tilføjede:

- Han (Johan Kristoffersson; Red:) skal være meget stolt af sig selv efter sin første deltagelse i Race Of Champions - og jeg er altid stolt, når jeg slår en Schumacher, lød det fra nordjyden.

Team Tyskland kunne have sikret sig en niende ROC-titel, men begivenhedens mest erfarne chauffør Tom Kristensen slog rookien Mick Schumacher i KTM X-Bows og sikrede dermed det nordiske hold en samlet sejr på 0,8 sekunder.

Den firdobbelte Formel 1 verdensmester Sebastian Vettel tabte sit sidste race til den ni-dobbelte Le Mans 24-timers vinder Tom Kristensen efter at have klippet reklameskiltene i det sidste sving og fået et af bannerne rundt om forreste venstre hjul i sin RX Superlites bil.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden