Konkurs lurer: Mandag kan det være slut for Jammerbugt FC

Hvis ikke der kommer penge på bordet, så kan Jammerbugt FC potentielt være fortid efter mandagens møde i skifteretten

Jammerbugt FC og klubbens ejer Klaus-Dieter Müller er indkaldt til et møde i skifteretten, fordi Spillerforeningen har sendt en konkursbegæring på vegne af spillere og en tidligere træner i klubben. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Jammerbugt FC og klubbens ejer Klaus-Dieter Müller er indkaldt til et møde i skifteretten, fordi Spillerforeningen har sendt en konkursbegæring på vegne af spillere og en tidligere træner i klubben. Arkivfoto: Bo Lehm

FODBOLD:Mandag klokken 11 skal Jammerbugt FC's ejer Klaus-Dieter Müller en tur i skifteretten i Hjørring. Her skal han forsøge at redde klubben fra at blive erklæret konkurs. 

Det kan nemlig blive udgangen, hvis skifteretten finder, at der er belæg for at erklære Jammerbugt FC konkurs. 

Sagens kerne er, at Spillerforeningen 10. august anmodede skifteretten om at tage Jammerbugt FC under konkursbehandling. Det er den konkursbegæring, der skal behandles mandag formiddag.  Spillerforeningen har via vicedirektør Allan Reese oplyst, at det i første omgang drejer sig om et krav, der omhandler to spillere, men der er flere personer, som har et udestående med Jammerbugt FC. 

Blandt andet er klubbens tidligere træner, Nabil Trabelsi, en af de personer, der har kontaktet Spillerforeningen, fordi han ikke har modtaget sin løn til tiden. 

- Jeg er træt af, at det er kommet til det her punkt, men Klaus-Dieter Müller har fået så mange chancer for at betale, så nu gider jeg ikke mere. Det må være nok nu, siger Nabil Trabelsi til Nordjyske. 

- Det her handler efter min mening om at opføre sig ordentligt og overholde sine forpligtelser. Det er jo ikke kun mig, der ikke har fået løn til tiden. Der er flere spillere, som heller ikke har fået løn, og det er ikke i orden, siger den tidligere Jammerbugt-træner. 

Trabelsi oplyser til Nordjyske, at han har kontaktet Spillerforeningen, da han ikke så anden udvej end at gå rettens vej for at få sine penge. 

- Det er trist, at det er kommet så langt ud, men jeg har også en familie at tænke på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om den her situation, for det er synd for alle de lokale folk i Jammerbugt, der holder af klubben, men det er også synd for alle spillerne i klubben, der bliver involveret i det her, siger Nabil Trabelsi. 

Nordjyske har været i kontakt med Klaus-Dieter Müller, der oplyser, at han ikke har nogen kommentar til sagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.