Sport

Kostbare fejl sender Tauson ud i anden runde i Madrid

Bundniveauet var for lavt for Clara Tauson, der torsdag tabte til Belinda Bencic ved WTA-turneringen i Madrid.

Clara Tauson lavede et par store fejl på afgørende tidspunkter.
Clara Tauson lavede et par store fejl på afgørende tidspunkter. Angelika Warmuth/Reuters

En enkelt kamp blev det til for danske Clara Tauson ved WTA 1000-turneringen i Madrid.

Danskeren, der sad over i første runde, tabte torsdag sin kamp i anden runde i to sæt, 5-7, 5-7, til schweiziske Belinda Bencic.

Store fejl på afgørende tidspunkter i begge sæt endte med at blive afgørende for Tauson.

Danskeren var oppe 5-4 i første sæt og kunne serve sættet hjem, men leverede et par dyre dobbeltfejl. I andet sæt missede hun fem breakbolde, hvorimod Bencic slog til på sin første mulighed for brud og afgjorde kampen.

Schweizeren vendte tilbage på tennisbanen i oktober, efter at hun var blevet mor, og hun har allerede vundet en titel efter sit comeback.

I februar strøg Bencic helt til tops i WTA-turneringen i Abu Dhabi og er nu oppe som nummer 42 i verden.

Både Tauson og Bencic åbnede opgøret ganske sikre i egen serv.

Ved 4-4 i første sæt gav en schweizisk dobbeltfejl dog kampens første breakbold til Tauson, og den udnyttede danskeren med en skarp forhåndsvinder.

I det efterfølgende parti var det Tausons tur til at lave fejl. To mislykkede stopbolde og to dobbeltfejl gjorde, at Bencic brød tilbage.

Danskeren virkede tydeligt frustreret, og bagud 5-6 forærede Tauson sættet væk med to nye dobbeltfejl i træk.

En modløs dansker udnyttede sætpausen til at gå i omklædningsrummet for at samle sig selv, og det hjalp.

Tauson ryddede ud i det store fejl, men hun kunne ikke ændre på, at Bencic forsvarede sig heroisk i egen serv.

Når det lykkedes danskeren at true i Bencics serv, hev schweizeren et par stærke server og vinderslag frem.

Tauson tilspillede sig fem breakbolde i løbet af andet sæt, men ingen blev udnyttet, og det endte med at koste.

Bagud 4-5 kom danskeren ned med 0-40, og på den første schweiziske matchbold sendte Tauson bolden i nettet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden