Kovending: Hobros superligaspillere går på græs igen
Nye retningslinjer fra Divisionsforeningen sender fra torsdag en stor del af Hobros fodboldspillere tilbage på lønningslisten

Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
FODBOLD:Det er ikke mange dage siden, at superligaklubben Hobro IK sendte spillerne hjem med støtte fra regeringens trepartsordning, der sikrer medarbejderne hjemsendelse med løn i den aktuelle coronakrise.
Men torsdag betræder spillerne atter græsset ved DS Arena, da Divisionsforeningen er kommet med en ny anbefaling, der tillader, at klubberne træner i i mindre grupper på maksimalt otte personer ad gangen. Dermed giver Hobro IK også afkald på muligheden for lønkompensation.
- Spillerne er jo vant til at sparke til en bold og være i et socialt miljø, så de har været frustrerede over den nuværende situation. Derfor ser vores cheftræner (Peter Sørensen, red.) det som en klar fordel, at de nu kan komme på græs - selvom det bliver under restriktive forhold, siger HIK-formand Lars Kühnel.
- Vi kalder to grupper af otte personer ind for at træne hver for sig, for vi har plads nok. De skal komme og gå omklædte og hver for sig. De må ikke gå på toilet, i bad eller spise her på stedet, og de skal holde afstand under træningen, som bliver tilrettelagt derefter, fortæller formanden.
Hobro IK har lejet området ved DS Arena af Mariagerfjord Kommune på en 30-årig aftale.
- Men vi har spurgt dem til råds for en sikkerheds skyld. Den nye kunstgræsbane er vores, og derfor har vi også fuld råderet over den, pointerer Lars Kühnel.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.