Håndbold

Kriseramte EH Aalborg reagerer: Henter ny cheftræner

Håndboldligaklubben har samtidig fjernet Morten Secher fra trænerbænken

Arkivfoto: Peter Broen
Arkivfoto: Peter Broen Foto: Peter Broen

Opdateret kl. 14:13

HÅNDBOLD: Efter 12 nederlag i træk i kvindernes Håndboldliga har bestyrelsen mistet troen på, at EH Aalborg kan overleve med det nuværende træner-setup.

Torsdag formiddag blev manager Morten Secher fjernet fra trænerbænken, mens Morten Holmen bliver hentet ind udefra til at forsøge at redde skibet i land i den resterende del af sæsonen. Den hidtidige cheftræner Simon Olsen fortsætter som en del af trænerteamet.

- EH Aalborg er meget tilfreds med, at Morten Holmen har sagt ja til at hjælpe klubben i bestræbelserne med at få de nødvendige point og dermed sikre endnu en sæson i ligaen, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

Morten Holmen har i denne sæson været ansat som sportslig koordinator i Frederikshavn fI, og det job fortsætter han med at passe - sideløbende med den nye rolle som cheftræner i EH Aalborg.

Gå til relaterede emner

Forsiden