Sport

Kristoffer Olsson vender tilbage til barndomsklubben

Efter bruddet med FC Midtjylland har Kristoffer Olsson stået uden kontrakt. Nu skifter han til IK Sleipner.

Kristoffer Olsson ophævede i marts kontrakten med FC Midtjylland. Svenskeren er vendt hjem til barndomsklubben. (Arkivfoto).
Kristoffer Olsson ophævede i marts kontrakten med FC Midtjylland. Svenskeren er vendt hjem til barndomsklubben. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kristoffer Olsson gør comeback til fodboldbanen i barndomsklubben IK Sleipner.

Det oplyser klubben fra den fjerdebedste svenske række i et opslag på Instagram.

- Det hele begyndte her. En gang stribet, altid stribet. Kristoffer Olsson. Efter en imponerende karriere i Sverige og Europa er han nu tilbage i sin moderklub, IK Sleipner. Med stolthed over sine rødder og et stærkt ønske om at give tilbage tager han den stribede trøje på igen, skriver klubben.

30-årige Olsson har ikke spillet en kamp, siden han i februar sidste år faldt om i sit hjem. Det viste sig, at han var blevet ramt af adskillige blodpropper i hjernen.

Svenskeren blev reddet, lå længe i respirator og har siden kæmpet en lang kamp for først at genvinde førlighed og siden genoptrænet med henblik på at komme tilbage til grønsværen.

Indtil slutningen af marts 2025 var Olsson på kontrakt i FC Midtjylland, men parterne blev enige om at ophæve samarbejdet, så han kunne tage hjem.

Olsson har været hos klubben fra Herning i to omgange, og det er i alt blevet til 124 kampe og 8 mål.

Tidligere var han også en del af det svenske landshold.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden