Kroat sikrer Brøndby godt udgangspunkt inden tur til Basel

Indskiftede Marko Divkovic blev matchvinder, da Brøndby vandt 1-0 hjemme over FC Basel.

Marko Divkovic scorede ved at sende bolden mellem Basel-målmandens ben. <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Marko Divkovic scorede ved at sende bolden mellem Basel-målmandens ben. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Brøndby har taget endnu et skridt mod gruppespillet i Conference League.

Torsdag aften vandt Brøndby med 1-0 hjemme over FC Basel og sikrede dermed et gunstigt udgangspunkt inden næste uges returkamp i Schweiz.

Kroaten Marko Divkovic blev matchvinder for Brøndby, da han scorede opgørets eneste mål med cirka et kvarter tilbage på uret. Divkovic var blevet sat på banen fem minutter inden scoringen, og det viste sig at være en klog disposition.

Brøndby startede kampen med samme intensitet som de mange fremmødte fans.

Et højt pres gav en meget stor chance efter allerede 20 sekunder, hvor angriber Simon Hedlund kom alene med målmanden, men afsluttede forbi mål.

Det høje Brøndby-pres kastede flere chancer af sig, men hjemmeholdets intensitet dalede, som første halvleg skred frem.

I flere perioder spillede Basel bolden godt rundt, og en halv time inde i kampen fik gæsterne halvlegens største chance, og Brøndby-målmand Mads Hermansen var nødsaget til at redde en friløber.

Brøndby startede anden halvleg med samme høje intensitet som første halvleg, og gæsterne fra Basel blev presset i bund.

Der skulle dog næsten gå en halv time af anden halvleg, før Marko Divkovic scorede det forløsende mål, der sikrede Brøndby en sejr.

Brøndby fangede Basel langt fremme på banen og satte gang i et kontraangreb. Simon Hedlund spillede bolden perfekt videre til Divkovic, der lagde bolden mellem benene på keeperen.

Brøndby skal ud over Basel også ekspedere enten bulgarske CSKA Sofia eller irske St. Patricks ud i den afgørende playoffrunde for at nå Conference Leagues gruppespil. St. Patricks fører de to holds indbyrdes dyst med 1-0 inden næste uges returkamp i Irland.

Tidligere i kvalifikationsturneringen sendte Brøndby polske Pogon Szczecin ud.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.