Kron tackler Tourens hedebølge med regntøj og hue
Andreas Kron har forberedt sig på hedebølgen med utraditionel varmetræning i stuen.
Det er ikke kun bjerg, vind og flere tusind kilometer asfalt, der har udmattet Tour de France-rytterne gennem snart tre uger.
Det er også den varme, som har lagt sig som en dyne over løbet. Flere etaper i den seneste uge er blevet kørt i temperaturer i nærheden af 40 grader.
En af dem, der har klaret sig udmærket i heden, er Andreas Kron. Han mener selv, at det skyldes, at han i flere måneder har forberedt sig specifikt på de høje temperaturer.
- Jeg har tidligere haft problemer med varmen. Så jeg har forsøgt at vænne min krop til det ved at lave varmetræning.
- Jeg har siddet på en kondicykel indenfor i stuen med regntøj, vintertøj, hue og det hele. Det gjorde jeg i de sidste fem uger op mod Schweiz Rundt og igen i tiden op mod Touren.
- 50 minutter ad gangen fem gange om ugen, fortæller Kron.
Speciel behagelig eller spændende træning er det ikke, erkender han. Men han er overbevist om, at det har hjulpet.
- Man gør jo meget for at blive så god som muligt, og allerede i Schweiz kunne jeg mærke klar forbedring.
- Hele løbet blev kørt i voldsom varme. Der ville jeg tidligere være eksploderet, men i stedet blev jeg nummer tre på første etape, påpeger Kron.
Også på lørdagens skoldhede etape til Mende viste den 24-årige dansker, at kroppen kan fungere under de barske forhold.
Her var han en af etapens stærkeste ryttere, indtil en punktering forhindrede ham i at køre med om sejren.
Han og de øvrige ryttere skal forvente flere etaper i høj varme. På søndag i Paris er der udsigt til en temperatur i den høje ende af 30'erne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.