Kusk: Derfor jubler jeg, hvis jeg scorer mod AaB

Søndag bliver en speciel dag for Kasper Kusk, når han skal gå ind i udeholdets omklædningsrum på Aalborg Portland Park

Kasper Kusk jubler her efter en scoring for AaB mod Silkeborg. Søndag kan det blive omvendt <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Kasper Kusk jubler her efter en scoring for AaB mod Silkeborg. Søndag kan det blive omvendt Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:- Det gør ondt at se AaB lige nu. Det kan jeg da godt være ærlig omkring. Mit drømmescenarie ville være, at Silkeborg lå nummer et, og AaB nummer to i Superligaen lige nu. Derfor er det også hårdt at se, at det ikke går bedre for klubben, siger Kasper Kusk. 

Han kan i dag kalde sig Silkeborg-spiller, og det er han taknemmelig over. Karrieren er nemlig blevet kickstartet efter skiftet fra AaB til Søhøjlandets stolthed. Der vil dog altid være en kærlighed til AaB. 

- Jeg følger generelt meget med i Superligaen, men jeg følger da ekstra meget med i, hvordan det går AaB. Jeg vil sige, at efter jeg er kommet væk fra klubben, er det jo også på en anden måde, når jeg skal følge det hele mere på afstand, siger Kasper Kusk. 

- Det gør da ondt at se, at AaB ligger i den ende af tabellen lige nu. Det sidste, jeg ønsker for klubben er, at den rykker ud, siger Kasper Kusk. 

Venerationen må han dog lægge på hylden, når der søndag fløjtes op til kamp på Aalborg Portland Park. Her skal Kusk og Silkeborg nemlig prøve at gøre op for de manglende point i de seneste superligarunder. 

- Det har ikke ligefrem været vores bedste periode. Jeg elsker ellers den måde, vi spiller fodbold på her i klubben, og det skal ikke være en undskyldning, at vi har mange kampe for tiden. Men det er bare ikke lige gået vores vej. Nu er Europa desværre et overstået kapitel for os, så jeg håber, at vi kan møde friske op til kampen i Aalborg, siger Kasper Kusk, der håber på - men ikke forventer - en varm modtagelse fra AaB-fans, der har stået last og brast med ham igennem to perioder i klubben. 

- Jeg håber da, at jeg stadig har så meget kredit, at jeg ikke bliver buh'et alt for meget af, men omvendt ved jeg også godt, at fodbold er følelser, siger Kasper Kusk. 

Nu kommer han som en del af udeholdet, og det er specielt. Men omvendt er Kasper Kusk også taknemmelig for den chance, han har fået i Silkeborg. 

- Jeg er da glad for, at jeg har fået noget tillid i Silkeborg med mange minutter på banen. Jeg må indrømme, at det har været fint at komme et sted hen, hvor der ikke har været nogen, som har haft en forudindtaget holdning om mig. Der er så at sige ikke den samme bagage, som jeg havde, da jeg kom tilbage til AaB. Det har været fint, at det har været helt friske øjne, der har set på mig. For til sidst i AaB var det nok sådan lidt, at alle havde en holdning til mig, så på det personlige plan er jeg glad for, at jeg er ved at bevise, at jeg stadig kan spille fodbold, siger Kasper Kusk. 

Han er blevet genforenet med Kent Nielsen, som om nogen ved, hvordan man holder Kusk til ilden. Derfor er der også en pæn chance for, at Kusk ender som målscorer. I det tilfælde skal man forvente en jubelscene fra Kusk.

- Kent Nielsen har sagt, at jeg skal juble, hvis jeg scorer, og han er en guru i fodboldetik og regler, så når han siger det, så tør jeg ikke gøre andet, kommer det med et lille grin fra Kasper Kusk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.