Kusk: - Troede jeg skulle slutte i AaB

Kasper Kusk er nu forhenværende AaB-spiller, men det var ikke planen, at han skulle have forladt klubben nu

Her ses Kasper Kusk i kampen mellem AaB og Silkeborg iført AaB-trøje. I fremtiden skal han spille i Silkeborgs røde trøje. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Her ses Kasper Kusk i kampen mellem AaB og Silkeborg iført AaB-trøje. I fremtiden skal han spille i Silkeborgs røde trøje. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Kasper Kusk stod til at have kontraktudløb med AaB til nytår, og det var mere eller mindre en given slutning, at samarbejdet ville ophøre til den tid. Det har Kasper Kusk selv givet udtryk for flere gange, så derfor var det en overraskelse, da der onsdag på sidste dag af transfervinduets åbning, opstod en mulighed for en Kusk-afsked allerede nu. 

Silkeborg skulle bruge en ny offensiv spiller efter rekordsalget af Nicolai Vallys til Brøndby. Her var det oplagt at forhøre sig hos Kasper Kusk, der tidligere er blevet kædet sammen med netop Silkeborg, når Kusks aftale med AaB stod til udløb. Udviklingen i løbet af onsdagen kom selv meget bag på Kasper Kusk.

- Hvis du havde spurgt mig i mandags, så havde jeg sagt, at jeg regnede med at blive i AaB til nytår, men sådan kan det gå så stærkt i fodboldens verden. Næsten for stærkt, konstaterer Kasper Kusk, der gerne ville have taget ordenligt afsked med AaB's fans.

På den anden side er han også glad for udsigten til en ny hverdag med Silkeborg som base. Der er nemlig en oplagt kobling mellem den måde som holdet fra Søhøjlandet spiller fodbold på, og de kvaliteter, som Kasper Kusk besidder. 

- Jeg ved godt, at det er nogle store sko, jeg skal udfylde efter Vallys, men omvendt er jeg også fortrøstningsfuld. Silkeborg har vist, at de kan få spillere til at spille bedre individuelt, fordi man har et stærkt kollektiv, så jeg håber da også, at jeg kan løfte mit spil ved at få nogle nye muligheder, siger Kasper Kusk, der ikke lægger skjul på, at han er meget begejstret for de udfordringer, der venter ham i Silkeborg. 

- Det er ret vildt, at jeg kan gå fra en sæsonstart med AaB, hvor det ikke helt har spillet for os, til at jeg nu skal spille i Europa og vigtigst af alt på et hold, der bare fungerer. Det er noget underholdende fodbold, som Silkeborg spiller, og det er det, der betyder mest for mit valg, siger Kasper Kusk. 

Det spiller også lidt ind, at træneren hedder Kent Nielsen. 

- Det betyder da noget, at det er Kent, der er træner. Han var træner, da jeg brød igennem. Han gav mig chancen, og han ved, hvordan han får det bedste ud af mig, og jeg ved, hvad han forlanger, så det er klart, at jeg håber, vi kan genopfriske det gode samarbejde, siger Kasper Kusk. 

Ikke et farvel

Da det blev en transfer på vinduets sidste åbningsdag, var der ikke tid til den store afsked med AaB, men det ændrer ikke på, at det er en stor spiller i klubbens historie, der har forladt AaB. 

- Det er da lidt mærkeligt, at jeg ikke skal spille i AaB længere. Da jeg skiftede tilbage til AaB, troede jeg, at jeg skulle slutte i AaB, men sådan blev det ikke, siger Kasper Kusk. 

- Jeg skylder AaB meget. Det er her, jeg blev formet som fodboldspiller, og meget af det jeg har opnået, kan jeg takke AaB for, så jeg vil altid følge ekstra med i, hvordan det går med klubben, og jeg vil virkelig ønske AaB alt det bedste. Jeg vil ikke udelukke, at det bliver til et gensyn på et senere tidspunkt, siger Kasper Kusk. 

Han understreger dog, at et gensyn næppe bliver i tiden som aktiv fodboldspiller. 

- Det kan være, at jeg skal spille noget veteranfodbold i klubben, når den tid kommer, men jeg vil heller ikke udelukke, at jeg måske kunne få en rolle i AaB, når jeg en dag er færdig som fodboldspiller, siger Kasper Kusk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden