spil

Kvindelandstræner er splittet efter kæmpesejre

Lars Søndergaard efterlyser flere jævnbyrdige kampe, men anerkender også behovet for at løfte svage nationer.

DENMARK The women''s national team is playing a World Cup qualifier
DENMARK The women''s national team is playing a World Cup qualifier Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mange mål er ofte udtryk for god underholdning i fodboldkampe.

Men når det ene hold lammetæver det andet med op til ti mål eller mere, er meningerne mere delte. For hvem gavner kæmpesejrene?

Den diskussion florerer lige nu i kvindefodbold efter et efterår med adskillige tocifrede sejre i den europæiske VM-kvalifikation.

I slutningen af november kulminerede det, da England slog Estland med 20-0, og Belgien bankede Armenien med 19-0.

- Det er ikke godt for nogen med de store udsving i resultaterne, siger den danske kvindelandstræner, Lars Søndergaard.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har varslet ændringer i formatet, så man undgår samme mængde af kæmpesejre.

Den danske landstræner medgiver, at der er brug for at kigge på problemstillingen, men han er også splittet.

- Langt hen ad vejen er jeg enig. Men det store spørgsmål er hvordan? Alle skal jo have mulighed for at kvalificere sig til slutrunderne. Uanset ens eget niveau, siger Lars Søndergaard.

Der er fart på udviklingen i kvindefodbold. Flere af de største herreklubber investerer i kvindefodbold, der også over en bred kam er præget af historier om voksende sponsoraftaler og præmiepuljer.

Det løfter niveauet, men det går dog ikke lige stærkt alle steder. Og det kan ses på resultaterne.

Med Lars Søndergaard på sidelinjen slog Danmark i efteråret blandt andet Malta med 7-0 og både Bosnien-Hercegovina og Aserbajdsjan med 8-0 i VM-kvalifikationen.

- Jeg ved godt, at de svagere nationer kun har en lille chance for at kvalificere sig. Men de udvikler sig af at møde bedre nationer som os. De ser vildt frem til de kampe.

- At spille mod Pernille Harder er jo en stor oplevelse for dem, og det kan være med til at pushe kvindefodbolden.

- Vi skal både forsøge at pushe kvindefodbold og samtidig forsøge at få flere jævnbyrdige kampe. Jeg har ikke det endegyldige svar på, hvordan vi opnår det, men jeg kan godt se, hvorfor vi skal møde de svagere hold, siger Søndergaard.

I herrefodbold har Uefa ved siden af kvalifikationsturneringerne introduceret Nations League som afløser for testkampe.

Her er landene niveauinddelt, og en lignede model kan være vejen til flere jævnbyrdige kampe og bedre matchning i kvindefodbold, mener landstræneren.

- Det kunne være fint med en Nations League-lignede ting, men jeg synes også bare, det er vigtigt, at kvindefodbold bliver løftet hele vejen rundt og ikke kun i de store lande. Vi spiller en vigtig rolle i at få de mindre nationer med, siger Lars Søndergaard.

Søndergaard tiltrådte som landstræner for fire år siden. Efter to år i jobbet efterlyste han blandt andet en større stab og mulighed for at udtage 23 i stedet for 18 spillere til kampene.

Det er siden blevet opfyldt og har været med til at løfte holdet, fastslår han.

Danmark er nummer 14 på den seneste verdensrangliste og deltager til sommer ved EM-slutrunden i England, hvor holdet er i indledende pulje med Tyskland, Spanien og Finland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden