Sport

Kvindelige frontfigurer toner køn ned før tysk ligabrag

To kvinders indtog i tysk fodbold har skabt globale overskrifter, men selv nedtoner de deres roller.

Marie-Louise Eta gik i sidste weekend fra banen som taber efter sin første kamp som cheftræner for Union Berlin, der på hjemmebane tabte til Wolfsburg. (Arkivfoto).
Marie-Louise Eta gik i sidste weekend fra banen som taber efter sin første kamp som cheftræner for Union Berlin, der på hjemmebane tabte til Wolfsburg. (Arkivfoto). Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Når RB Leipzig tager imod Union Berlin fredag aften i den tyske Bundesliga, bliver det samtidig et møde mellem to kvinder, der har fået meget ufrivillig opmærksomhed på det seneste.

På den ene side er Marie-Louise Eta, der for under to uger siden blev ansat som cheftræner i Union Berlin som den første kvinde på et herrehold i en af de fem største europæiske ligaer.

På den anden side er Tatjana Haenni, der ved årsskiftet blev ansat som administrerende direktør i Leipzig som den første kvindelige klubboss i tysk fodbolds historie.

For Marie-Louise Eta kommer det i anden række, hvilket køn hun har. Det er ikke en debat, hun er vild med, selv om hun anerkender, at hun har fået en pionerrolle.

- Det giver mig et ansvar, om jeg kan lide det eller ej, siger 34-årige Marie-Louise Eta til den tyske avis Die Zeit.

- Men mit primære mål var aldrig at styrke kvinderollen i fodbold. Jeg har altid ønsket at bevise mig selv gennem præstationer. Jeg vil ses som fodboldtræner, siger træneren.

Samme holdning er der hos Tatjana Haenni i en rolle endnu højere oppe i den mandsdominerede herresport.

- Det er den mest populære sport på planeten. Det handler om kvalitet, og det handler om at have de rigtige personer de rigtige steder, siger Haenni.

- Det er et kulturelt skift, som er nødt til at ske, og det sker. At jeg er her, og at Marie-Louise er cheftræner i Union, viser, at det sker lige nu.

- Det handler om kvalitet, ekspertise, tillid til mennesker og at have det rigtige mindset, insisterer direktøren.

Leipzigs kamp mod Union Berlin fløjtes i gang fredag klokken 20.30.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden