Kyniske FCM rejser sig med sejr i Randers
FC Midtjylland rejste sig fra sidste rundes nederlag i guldbraget mod FC København og vandt med 3-1 i Randers.
Opdateret kl. 20:46
FC Midtjylland rejste sig onsdag fra weekendens nederlag i topbraget mod FC København, da midtjyderne på udebane slog Randers FC med 3-1 i Superligaens mesterskabsspil.
Gæsternes midtbanespiller Charles åbnede målscoringen efter et kvarters spil, da et langt indkast blev forlænget og landede i fødderne på brasilianeren, der havde placeret sig midt i feltet.
Umiddelbart før pausen gjorde forsvarsspilleren Henrik Dalsgaard det til 2-0 for FCM, da han lettere kluntet fik listet bolden i nettet. Igen kom scoringen efter et langt indkast.
Efter pausen skabte hjemmeholdet en del chancer og var tæt på af flere omgange.
Det var dog igen gæsterne, der kom på måltavlen. FCM's hjemvendte kantspiller Anders Dreyer gjorde det til 3-0 med ti minutter tilbage, da han blev spillet fri lige foran målet.
I overtiden lykkedes det dog til sidst hjemmeholdet at score, da kantspilleren Tosin Kehinde på et langskud reducerede til resultatet 1-3.
Med resultatet har FCM på andenpladsen seks point op til førerholdet fra FCK, der torsdag kan genskabe forspringet på ni point, når københavnerne gæster Silkeborg.
Randers FC er fortsat placeret på femtepladsen, men skulle det torsdag ende med en sejr til Silkeborg over FCK, så vil silkeborgenserne puffe Randers ned på sjettepladsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.