Fodbold

Store fodboldligaer markerer Pelés død før kampe

Før kampene i den bedste spanske, italienske og engelske fodboldrække vil Pelé blive markeret og mindet.

Pelé blev mindet med et minuts stilhed, inden Atlético Madrid skulle spille mod Elche torsdag aften.
Pelé blev mindet med et minuts stilhed, inden Atlético Madrid skulle spille mod Elche torsdag aften. Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:33

Pelé bliver hyldet over hele verden, efter at den brasilianske fodboldlegende døde torsdag. Han blev 82 år.

Den bedste spanske fodboldrække, La Liga, den engelske Premier League og italienske Serie A oplyser fredag, at man vil mindes Pelé før alle kampe.

La Liga vil vise respekt med et minuts stilhed før alle resterende kampe i 15. spillerunde og kalder Pelé en af de bedste fodboldspillere i historien.

Efter VM-pausen blev den spanske liga genstartet torsdag klokken 17 med 2-2-kampen mellem Girona og Rayo Vallecano. Siden spillede Betis 0-0 mod Athletic Bilbao.

De to kampe blev igangsat før nyheden om Pelés død, så det var kun før torsdagens sene kamp mellem Atlético Madrid og Elche, at Pelé blev markeret.

Her vandt Atlético Madrid 2-0, og inden kampen, der bød på tre røde kort, blev der holdt et minuts stilhed for Pele.

Det vil der også blive før de fire spanske ligakampe torsdag samt før kampene nytårsaften.

I Italien vil der før fredagens venskabskampe blive holdt et minuts stilhed. Det samme er tilfældet før alle kampe i 16. spillerunde, der afvikles 4. januar.

I England vil der blive klappet i et minut før alle kampene i 18. spillerunde. Alle spillere og dommere vil desuden bære sorte armbind.

I den franske liga blev Pelé også markeret torsdag. I kampen mellem Marseille og Toulouse klappede alle spillere, dommere og tilskuere i et minut til ære for brasilianeren.

Den danske stopper Rasmus Nicolaisen, der blev noteret for et selvmål for Toulouse i 1-6-nederlaget, var med til at klappe af Pelé.

Mikkel Desler, der også spiller for Toulouse, var ikke med i kampen på grund af en skade.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden