Lad guldjagten begynde: - Vi har aldrig stået skarpere

Hjørring Futsal Klub har oprustet gevaldigt op til den sæson, der sparkes i gang fredag aften. Derfor er målet ret entydigt

Hjørring Futsal Klub er klar til fredagens sæsonpremiere ude mod Lystrup, som man i sidste sæson besejrede i DM-semifinalen. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Hjørring Futsal Klub er klar til fredagens sæsonpremiere ude mod Lystrup, som man i sidste sæson besejrede i DM-semifinalen. Arkivfoto: Henrik Bo

FUTSAL:Det var marginaler, der i sidste sæson adskilte Hjørring Futsal Klub fra at vinde klubbens første DM-titel. Det blev i stedet Gentofte, der løb med guldet. Selvom sølv var noget, man var stolt af i den fremadstormende futsalklub, så er det ikke noget, man samler på. Derfor er målet for den kommende sæson krystalklart. 

- Vi går efter at vinde det hele. Det er ingen hemmelighed. Når det er sagt, så skal det også siges, at det bliver sværere at være Hjørring Futsal Klub i denne sæson. Nu er vi ikke længere bare et spændende projekt. Nu er vi et af de hold, som de andre gerne vil slå, fordi vi nåede finalen i sidste sæson, siger William Rams. 

- Derudover har flere af de andre klubber oprustet godt og grundigt. Blandt andet har Sønderborg og Broager slået sig sammen, så der kommer i hvert fald en stærk modstander der, og Lystrup, som vi møder i premieren, har også oprustet, siger William Rams. 

Han medgiver, at Hjørring ikke kan sige sig fri for også at have opgraderet truppens bredde og kvalitet i sommerpausen. 

- Vi har naturligvis fået Brian "Brizze" Mengel ind, og han er en kæmpe offensiv gevinst. Vi kommer også til at kunne råde mere over Nikolaj Lyngø, og det giver nogle flere offensive strenge at spille på. Vi har også fået en maltesisk landsholdsspiller Gian Carlo Sammut, som ligner en klar forstærkning, så vi er bestemt blevet bedre både i niveau og på bredde, vurderer William Rams. 

Han beretter om en fantastisk opstartsperiode for den forsvarende vicemester. En opstart, der blandt andet har budt på en træningslejr i Sverige. 

- Det har været fint, at vi kunne måle os mod nogle af de bedste hold fra den svenske liga. Det er en bedre liga, end den danske, så det var spændende at måle os på den måde. Vi fik blandt andet set, at vi godt kan være med der, så det giver noget optimisme, siger William Rams. 

Tilskuerinteressen omkring Hjørring Futsal Klub er stærkt stigende. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Tilskuerinteressen omkring Hjørring Futsal Klub er stærkt stigende. Arkivfoto: Henrik Bo

Derudover er der også sket et skred i seriøsiteten for den storsatsende futsalklub. Tidligere var det en konstant kamp at få spillerne til at prioritere futsal over fodbold, men de tider er en saga blot i Hjørring. 

- Alle mand har været til rådighed i opstarten. Der har ikke været udfordringer med, at fodbold har været en stopklods for futsal-aktiviteterne. Det er fedt, og det gør også, at vi har aldrig stået skarpere, end vi gør nu. 

At man har gang i noget unikt i Hjørring Futsal Klub bliver understreget af, at tilskuerinteressen er stærkt voksende. 

- Vi har allerede pres på i forhold til alle vores hjemmekampe, hvor billetterne bliver revet væk, og så har vi oplevet, at vi har haft over 300 tilskuere til vores træningskampe. Det har vi ikke prøvet før, siger William Rams.  

Hjørring Futsal Klub åbner grundspillet med en udekamp fredag aften mod Lystrup. Første hjemmekamp bliver et vaskeægte lokalbrag mod Aalborg. Det spilles den 14. oktober. 

- Vi glæder os helt til at komme i gang med grundspillet. Det er ikke så afgørende, om vi bliver et, to eller tre, men vi har en målsætning om, at vi vil vinde det hele, så det gælder også vores grundspilspulje, siger William Rams. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.