Christensen danner skadet dansk forsvarstrio
I forvejen var Joachim Andersen og Simon Kjær på skadeslisten, og nu er den gal med Barcelona-forsvareren
Opdateret kl. 16:49
BARCELONA: En lægeundersøgelse dagen derpå bekræfter, at Andreas Christensen forstuvede sin ene ankel i Barcelonas Champions League-kamp mod Inter tirsdag aften, som italienerne vandt 1-0.
Den danske landsholdsstopper måtte have behandling efter at have forvredet anklen i en nærkamp. Lidt senere - efter 58 minutters spil - lod han sig udskifte.
Barcelona meddelte senere tirsdag, at det tydede på en forstuvet ankel. Og den diagnose har vist sig at være korrekt.
- Undersøgelser, der blev foretaget onsdag, har bekræftet, at førsteholdsspilleren Andreas Christensen har en forstuvet ankel.
- Han er ikke til rådighed, og udviklingen vil diktere, hvornår han er tilbage, lyder det i en kortfattet meddelelse på Barcelonas hjemmeside.
Christensen slutter sig til en voksende række af skadede Barcelona-forsvarere.
På skadeslisten gør han kollegerne Ronald Araujo, Jules Kounde og Hector Bellerin selskab.
Tirsdagens episode understreger, hvorfor landstræner Kasper Hjulmand i disse uger bider negle med henblik på VM-slutrunden.
Hjulmand håber naturligvis at kunne stille med sit stærkeste hold i Qatar, hvor Danmark spiller sin første kamp 22. november, men specielt på forsvarsfronten ser det en smule mørkt ud lige nu.
Udover Andreas Christensen er Joachim Andersen også på skadeslisten i engelske Crystal Palace, mens Simon Kjær udgik af AC Milans seneste kamp.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.