Sport

Lakers vinder i sidste sekund uden superstjerner

Austin Reaves blev helten, da Los Angeles Lakers vandt i sidste sekund uden Luka Doncic og LeBron James.

Der var stor jubel blandt Los Angeles Lakers-spillerne efter den knebne sejr over Minnesota Timberwolves.
Der var stor jubel blandt Los Angeles Lakers-spillerne efter den knebne sejr over Minnesota Timberwolves. Jesse Johnson/Ritzau Scanpix

Los Angeles Lakers er spået en stor sæson i NBA, men holdet er kommet haltende ud af startblokken.

Derfor blev det fejret med ellevild jubel blandt holdets spillere, da Lakers natten til torsdag dansk tid til allersidst vandt knebent med 116-115 ude over Minnesota Timberwolves i verdens stærkeste basketliga.

Den afgørende scoring blev sat ind af Austin Reaves, der var kampens store profil, på en såkaldt "buzzer beater".

Reaves driblede sig igennem forsvaret og sendte sin afslutning afsted mod kurven, og imens bolden var i luften, løb kampuret ned på 0,0 sekunder.

Med de to point afværgede han det tredje Lakers-nederlag i sæsonens spæde indledning.

Undervejs i kampen formøblede Lakers en føring på 20 point, og Minnesota tog sin første føring siden anden periode med blot seks sekunder tilbage af kampen. Det rakte dog ikke til en hjemmesejr.

Det hele havde formentlig været noget nemmere for Lakers, hvis ikke holdet havde været uden sine to superstjerner, Luka Doncic og LeBron James.

Begge sidder ude med skader i øjeblikket, men ventes tilbage i løbet af de nærmeste uger.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden