Håndbold

Landin regerer i Aalborg, men på landsholdet er der nye boller på suppen

Målmandskonkurrencen på det danske landshold er skærpet op til EM, og det kan blive et afgørende element i guldjagten - mener Nordjyskes håndboldekspert

Emil Nielsen (tv.) er ny andenmålmand hos Danmark ved EM-slutrunden.
Emil Nielsen (tv.) er ny andenmålmand hos Danmark ved EM-slutrunden. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:48

De danske håndboldherrer varmede op til EM-slutrunden med tre fine testkampe ved Golden League på hjemmebane. Her bekræftede Niklas Landin nok engang den fornemme form, han har vist hos Aalborg Håndbold i efteråret.

Der er ikke den mindste tvivl om, at Landin går ind til slutrunden i topform, og hans nye tilværelse i Nordjylland med færre rejsedage og mere familietid, ser kun ud til at have gjort ham bedre. 

Ved EM, der for Danmarks vedkommende starter på torsdag, har han en ny makker mellem stængerne, og det åbner et interessant perspektiv for landsholdet.

Danmark har altid haft fuldgode andenkeepere med, men Emil Nielsen har i denne sæson taget et stort spring i forhold til sin stabilitet på klubplan hos Barcelona. Han har vist et højt internationalt niveau over lang tid, og han bekræftede bare ved Golden League, at han nærmer sig det niveau, vi normalt forbinder med Niklas Landin.

Niklas Landin har stået med en redningsprocent på næsten 40 i den danske liga og også været helt afgørende for Aalborg Håndbold i Champions League. Arkivfoto: Henrik Bo

Danmark er med andre ord usædvanligt godt stillet på målmandspositionen, og jeg tror, at Emil Nielsen kommer til at få flere minutter ved det kommende EM, end Landins tidligere slutrundemakkere har gjort. 

Vi er ganske enkelt et sted, hvor det ikke svækker kvaliteten, hvis landstræner Nikolaj Jacobsen i perioder sætter Emil Nielsen på mål. Vi kan sagtens komme til at opleve kampe, hvor det i stedet bliver Landins rolle at understøtte Emil med nogle straffekastsredninger og på den måde være afgørende alligevel.

Niklas Landin vil selvfølgelig gerne spille så meget som muligt, men jeg tror også, at han fuldt ud anerkender, at Emil Nielsen skal have minutter, hvis han står godt. Derfor ser jeg udelukkende den øgede konkurrence på positionen som en bonus for Danmark.

Jeg tror, det kan ende med at blive helt afgørende, at vi har to meget stabile målmandskort, der begge leverer på højeste hylde. For ved et EM er der - i modsætning til ved et VM - ingen gratis kampe.

Efter fem europamesterskaber på stribe uden dansk guld, kan det netop være en af flere komponenter, som kan gøre en forskel, når medaljerne skal fordeles. Forhåbentligt med guld til Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden