Landin pillede pynten af kommende Aalborg-venner

Kiels danske landsholdskeeper viste klassen, når det var nødvendigt og slukkede Aalborg Håndbolds håb om en topplacering i Champions League-puljen

Niklas Landin leverede nogle massive redninger på afgørende tidspunkter mod sin kommende klub. <i>Foto: Bente Poder</i>

Niklas Landin leverede nogle massive redninger på afgørende tidspunkter mod sin kommende klub. Foto: Bente Poder

AALBORG: Aalborg Håndbold er godt i gang med at skabe sig en ekstrem vanskelig vej til Champions League-succes, efter at de torsdag aften måtte sluge et hjemmebanenederlag på 26-30 til THW Kiel.

Resultatet planter indtil videre holdet på en alt andet end flatterende sjetteplads i gruppe B - langt fra de to øverste pladser, der giver en direkte billet til kvartfinalerne. Det betyder samtidig, at Stefan Madsens tropper har kurs mod en yderst vanskelig modstander i 1/8-finalen.

Aalborg Håndbold - THW Kiel 26-30

  • Håndbold, Champions League
  • Stillinger undervejs: 2-5, 4-7, 6-9, 8-12, 11-14, (14-16), 15-16, 15-20, 17-23, 20-25, 22-28
  • Mål, Aalborg: Kristian Bjørnsen 8, Aron Palmarsson 4, Sebastian Barthold 4, Mikkel Hansen 4, Lukas Sandell 3, René Antonsen 1, Henrik Møllgaard 1, Simon Gade 1
  • Mål, Kiel: Sander Sagosen 6, Harald Reinkind 5, Patrick Wiencek 4, Rune Dahmke 3, Mykola Bilyk 3, Yannick Fraatz 3, Henri Pabst 2, Hendrik Pekeler 2, Magnus Landin 1, Karl Wallinius 1, 
  • Udvisninger: Aalborg 1, Kiel 3
  • Tilskuere: 5020

Aalborg Håndbold fik en svær start mod tyskerne, hvor Niklas Landin hurtigt kom ind under huden på sine kommende holdkammerater. Han pillede også Mikkel Hansens første straffekast, og tyskerne kom på den konto i front 9-4 efter godt 10 minutters spil.

Simon Gade havde det sværere i hjemmeholdets mål, men han blev også skudt i ansigtet af Kiels Domagoj Duvnjak efter bare 44 sekunder og skulle bruge noget tid på at sunde sig.

Sebastian Barthold havde svært ved at knække koden til at passere Niklas Landin i Aalborgs mål. <i>Foto: Bente Poder</i>

Sebastian Barthold havde svært ved at knække koden til at passere Niklas Landin i Aalborgs mål. Foto: Bente Poder

Aalborg Håndbold var uden både Jesper Nielsen og Mads Hoxer, men som første halvleg skred frem begyndte holdets defensiv at få tætnet hullerne, og gæsternes andenkæde havde store problemer med bryde igennem. 

I den anden ende ramte Mikkel Hansen plet på sit andet straffekast og reducerede til 11-13. Og Kristian Bjørnsen fik lukket hullet yderligere med sin fjerde scoring på fire forsøg.

Med knap ét minut tilbage af første halvleg havde Sebastian Barthold også muligheden for at udligne, men han brændte på Niklas Landin og fik samtidig målmandens fod i ansigtet. I stedet nåede Kiel at sende en pind mere i kassen, så de kunne gå til pause foran 16-14.

Felix Claar fik aldrig gang i sit spil i torsdagens opgør mod Kiel. <i>Foto: Bente Poder</i>

Felix Claar fik aldrig gang i sit spil i torsdagens opgør mod Kiel. Foto: Bente Poder

Anden halvleg startede med en Aalborg-reducering fra Lukas Sandell, men hurtigt gik tingene helt skævt. Afbrændere fra René Antonsen og Aron Palmarsson samt tekniske fejl fra Felix Claar og Kristian Bjørnsen kostede, så Kiel lynhurtigt kom i front 20-15.

Derfra var aalborgenserne tvunget til at forcere tingene, og det magtede de ikke. Fejlene blev for mange, og dem staffede Kiel ubønhørlig og lukkede i stedet kampen definitivt. 

Aalborg Håndbold skal i aktion igen allerede lørdag, når der venter en vanskelig udekamp i HTH Herreligaen mod Bjerringbro-Silkeborg. De to hold spillede uafgjort i sæsonens første møde.

Aalborg Håndbold mod THW Kiel

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.