Landsholdet kører på pumperne før sommerferien

Landsholdsspillerne har haft en rolig weekend for at sikre friske ben til mandagens Nations League-opgør.

De mørbankede danske spillere siger her tak for kampen til fansene i Parken efter fredagens 0-1-nederlag til Kroatien. Efter den kamp har stamspillerne stort set ikke trænet før mandagens kamp mod Østrig. <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

De mørbankede danske spillere siger her tak for kampen til fansene i Parken efter fredagens 0-1-nederlag til Kroatien. Efter den kamp har stamspillerne stort set ikke trænet før mandagens kamp mod Østrig. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske fodboldlandshold har samlet sig til en sidste kraftanstrengelse mandag aften, når Østrig gæster Parken i Nations League.

For når det 90 minutter lange fodboldslag er udkæmpet, kan spillerne smide fodboldstøvlerne ind bagest i skabet, pakke strandtasken og tage på sommerferie efter en lang sæson, der er blevet rundet af med fire landskampe på 11 dage.

- Det er aldrig sket før, at man har et så tæt kampprogram med landsholdet på det her tidspunkt af sæsonen. Ikke engang til en slutrunde, siger landstræner Kasper Hjulmand.

Den seneste halvanden uge har han oplevet, hvordan småskavanker har drillet landsholdet, og det skyldes sandsynligvis den akkumulerede belastning efter en lang sæson.

Kasper Dolberg, Christian Nørgaard, Thomas Delaney, Yussuf Poulsen og Jonas Wind har været på skånekost. Kun sidstnævnte er i betragtning mod Østrig.

For at undgå flere skader har weekenden budt på landsholdstræning uden stor belastning.

Kasper Schmeichel er med 53 klubkampe og alle 12 landskampe i sæsonen den mest benyttede spiller i den danske trup. Blandt markspillerne topper Pierre-Emile Højbjerg med 48 klubkampe og 10 landskampe.

Forsvarsspilleren Joachim Andersen har blot misset en enkelt FA Cup-kamp siden jul. Crystal Palace-stopperen forklarer, at det særligt er på træningsbanen, at intensiteten daler, efterhånden som sommerferien nærmer sig.

- Når man først er i kamp, så spiller man og er i nuet og prøver at give alt i en fed kulisse, men når man står ude på træningsbanen, kan man godt mærke, at man er mør. Der bliver man nødt til at tage vare på sig selv, så man er klar til at spille den næste kamp.

- Det er ikke noget problem at blive klar og sætte sig op til at møde Østrig, men jeg glæder mig også rigtig meget til at komme på ferie bagefter, siger Joachim Andersen.

Trætheden er ikke bare et fænomen på det danske landshold, tilstanden går igen i hele Europa, vurderer landstræneren. For selv om coronapandemien synes ovre, har spillerne samlet set spillet næsten 2,5 sæsoner på den tid, de normalt ville have spillet to sæsoner.

- I slutningen af alle Nations League-kampe i øjeblikket ser man sekvenser, hvor det hele ser tungt ud. Derfor skal man tænke lidt anderledes og tænke på, hvilke spillere der slutter kampene, og ikke bare hvem der starter, siger Hjulmand.

Han lover dog en helhjertet indsats mod Østrig.

- Vi elsker at spille i Parken, og spillerne kommer til at presse det hele ud, så vi kan få sluttet godt af og give danskerne noget at juble over, siger Hjulmand.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden